Endnu en spiller vender retur fra B93-HIK-Skjold til Brøndby. Forleden var det landsholdsspilleren Nanna Christiansen, der skiftede, og nu er det angriberen Amalie Thestrup, der har valgt at rykke tilbage til Brøndby, hvor hun var med til at vinde DM-guld med U18-holdet i 2012.
“Amalie er et stort angriber-talent, som har udviklet sig positivt de sidste par år. Hun har 33 ungdomslandskampe i bagagen, hvor hun har scoret 10 gange. Hun er en hårdtarbejdende og intelligent angriber, som er hurtig og direkte i sit spil. Der er ingen tvivl om at Amalie bliver en gevinst for os med sine høje ambitioner, super indstilling til fodbolden og sin målfarlighed,” skriver Brøndbys trænerteam på klubbens hjemmeside.
Amalie Thestrup spillede i HIK, inden hun skiftede til Brøndby, hvor hun ud over DM-guldet også tog prisen som U18 DM-topscorer med 25 mål i 2011-2012-sæsonen.