U17: Ny angriber scorede hattrick for Team Viborg

0
891

Team ViborgU17-landsholdsangriberen Freja Klitgaard Christensen, der i sommer er skiftet fra Lemvig til Team Viborg, fik i weekenden en forrygende start i sin nye klub.

Team Viborg spillede søndag sin første kamp i den nye landsdækkende U17 DM-liga, og Freja Klitgaard stod for tre af scoringerne i sejren over Varde, som blev slået hele 6-0 hjemme på Leofield Road i Viborg.

Freja Klitgaard Christensen scorede sit første mål efter 22 minutter, da hun fik en dyb stikning fra Tanja Hymøller og rundede Vardes målmand, hvorefter hun satte bolden sikkert i mål til 1-0. Hun scorede igen til 4-0 og 5-0, mens Tanja Hymøller, Rebecca Dall og Ditte Høgsted stod for de øvrige scoringer.

Ved pausen stod der 3-0 til Team Viborg, og bortset en lidt rodet indledning, hvor Viborg-pigerne lige skulle have spillet til at flyde på den regnvåde bane, så var det Viborg, der sad tungt på hele kampen og dermed levede op til sin status som DM-favoritter.

Team Viborg møder på fredag Vildbjerg på udebane, mens Varde søndag tager imod KoldingQ.

Læs også: Team Viborg: Ja, vi er DM-favoritter