B93/HIK/Ryparken beholder point og målscore i 3F Ligaen

0
890
B93/HIK/Ryparken, her i en kamp mod Vejle i 2013, trak sig i sidste uge fra 3F Ligaen. Arkivfoto
B93/HIK/Ryparken, her i en kamp mod Vejle i 2013,  trak sig i sidste uge fra 3F Ligaen. Arkivfoto
B93/HIK/Ryparken, her i en kamp mod Vejle i 2013, trak sig i sidste uge fra 3F Ligaen. Arkivfoto

B.93/HIK/Ryparken, som i sidste uge trak sit hold fra 3F Ligaen efter en stribe store nederlag, vil fortsat optræde i tabellen med den målscore på 1-69, som holdet opnåede i sine syv kampe, der alle endte med nederlag.

Det besluttede DBUs bestyrelse på et møde mandag. Samtidig blev det besluttet, at modstanderne i B.93/HIK/Ryparkens resterende kampe i grundspillet vil få tildelt tre point og en målscore på 3-0. Det var samme beslutning, der blev truffet, da Taastrup FC i sidste sæson trak sit hold fra 3F Ligaen.

Beslutningen, som sker med henvisning til “§11.1 i propositioner for danmarksturneringen i kvindefodbold”, har været ventet med spænding. For målscoreren kan få betydning for den endelige stilling i 3F Ligaens grundspil. Den københavnske fodboldalliance indkasserede således flere meget store nederlag, som nu vægter tungt i tabellen. For eksempel vandt OB 18-0 i den sidste kamp, inden B.93/HIK/Ryparken smed håndklædet i ringen.

Om de øvrige konsekvenser af B.93/HIK/Ryparkens udtræden, skriver dbu.dk:

“Udtrækningen betyder samtidig, at kun tre, og ikke de normale fire, hold rykker ned i kvalifikationsligaen, som gennemføres med kun fem hold mod normalt seks, hvor de to bedst placerede hold rykker op i 3F Ligaen 2015/16.

B.93/HIK/Ryparkens udtrækning efterlader en plads i Kvinde-DM til sæsonen 2015/16, og den besættes ved en reducering af nedrykningen fra 1. division. 

Dette betyder, at nummer fem i hver af de to puljer i 1. division spiller en kamp på neutral bane og vinderen af dette opgør bevarer pladsen i 1. division”.

B.93/HIK/Ryparken måtte give op efter et kaotisk forløb før og under sæsonstarten i 3F Ligaen. Først blev holdet tvangsnedrykket til 1. division, fordi en række licensbetingelser ikke var opfyldt. Derefter besluttede DBU at annullere licenssystemet i sæsonen 2014-2015, hvorefter B.93/HIK/Ryparken fik sin plads tilbage. Men så valgte hele det gamle 3F Ligahold at melde sig ud i protest mod alliancens ledelse, og selv om alliancen forsøgte at stable et nyt hold på benene, lykkedes det ikke at skabe et hold, der havde niveauet til ligaen.

Det stod klart allerede fra første runde, hvor B.93/HIK/Ryparken tabte 0-12 til Fortuna Hjørring, og siden er det kun gået en vej for det københavnske mandskab, der primært bestod af ungdomsspillere.