Herfølge Boldklub-Køge Pige FC vinder SM i Futsal

0
1291
De nykårede SM-mestre i futsal.
De nykårede SM-mestre i futsal.
De nykårede SM-mestre i futsal.

U17-pigerne fra Herfølge Boldklub-Køge Pige FC kan nu kalde sig sjællandsmestre i futsal. Ved søndagens finalestævne i Ishøj blev det til 4-1 i semifinalen over Roskilde Pigefodbold og 4-3 i finalen over Herlufsholm.

Dermed er Herfølge Boldklub-Køge Pige FC klar til at spille kvalifikationsstævne mod vinderne af futsalturneringen under DBU København. Stævnet spilles den 24. januar i Prismen København og det gælder en billet til DM-finalestævnet i futsal.

Søndagens finale mod Herlufsholm lignede en sikker sejr, da Herfølge-Køge lidt inde i anden halvleg scorede til 3-1 efter at have ført 2-1 ved pausen. Men i slutningen af kampen gik der gummiben i den for Herfølge-Køge-pigerne. Herlufsholm  kom på 3-3, og kampen måtte ud i forlænget spilletid, hvor først scorede mål blev afgørende – et mål som blev scoret efter halvandet minut, hvorefter Herfølge Boldklub-Køge Pige FC  kunne lade sig hylde som SM-mestre.

”Selvom futsal selvfølgelig ikke har været vores primære fokus, så har det været et godt afbræk i en opstartsperiode, hvor pigerne træner op til fem-seks gange om ugen. En så tæt finale er jo god mentaltræning for pigerne, og jeg synes også at det var helt retfærdigt at vi vandt,” siger cheftræner Søren Andersen.

Herfølge Boldklub-Køge Pige FC bruger futsal som ugens fjerde træningspas. Som en del af træningen har holdet blandt haft en speciel træningsdag med Adolfe ”Dolle” Rodriguez, der er assisterende landstræner for Futsal-landsholdet.

At indsatsen har båret frugt, har blandt andet kunnet ses i mellemrunden, hvor det lykkedes  Herfølge Boldklub-Køge Pige FC at slå de forsvarende Danmarksmestre fra BSF.