De var skuffede men afklarede, de Brøndbyspillere, som FODBOLD FOR PIGER talte med efter semifinale-afklapningen mod 1. FFC Frankfurt i kvindernes Champions League.
0-6 stod der på lystavlen på Brøndby Stadion, da dommeren fløjtede af lørdag klokken 13.45. Dermed er Frankfurt videre til finalen med en samlet målscore på 13-0, og Brøndby har for anden gang på en uge fået en nådeløs demonstration af, hvor langt der er op til den absolutte fodboldtop i Europa.
”Det er aldrig sjovt at tabe så stort. Men vi kan tage en masse med fra sådan en kamp. Vi er ikke vant til at spille kampe på det her niveau, og vi lærer enormt meget af det,” siger Julie Tavlo.
Samme synspunkt har målmand Katrine Abel:
”Vi har lært rigtig, rigtig meget af det her. Vi har lært, hvad vi skal lægge på, hvis vi skal hamle op med de helt store. Der er selvfølgelig et stykke vej endnu, men jeg synes faktisk at vi i anden halvleg fik vist, at vi kan løbe med dem. Taktisk er vi nok stadig lidt bagefter, fordi de er lidt stærkere fysisk, så det er et af de steder vi skal lægge på, og så skal vi være mere effektive, når vi har mulighederne,” siger hun.
Tysk effektivitet
Effektive, det var tyskerne. De scorede første gang efter 8 minutter og 24 minutter senere stod der 0-4. Da de første 45 minutter var gået, var stillingen 0-5. Tre af målene sat ind af Bundesliga-topscorer Celia Sasic, der har scoret i alt 13 mål i årets Champions League-turnering.
”Hver gang de får bolden, er de dødhamrende farlige. Hver gang de erobrer den fra os, fører det til en afslutning på mål, og når de samtidig er så skarpe, som de er, så koster det at miste bolden,” siger Julie Tavlo.
Hvad er Frankfurts styrker, som du ser det?
”De er enormt effektive. Når de har bolden, så kender de vejen. De er meget beslutsomme og de spiller meget direkte. Der er ikke så meget flot, tålmodigt spil henover midten. Det går virkelig stærkt, når det går mod mål”.
Hæderlig halvleg
Brøndby var langt bedre med i anden halvleg, og de var tæt på at holde nullet i halvlegen. Men så bankede den spanske landsholdstjerne sin tredje scoring i kassen til slutresultatet 0-6.
”Vi har en halvleg, hvor vi egentlig gør det rigtig hæderligt, og det havde været rigtig fint, hvis vi havde holdt nullet. Men igen: De skal kun bruge en enkelt chance, så scorer de et mål. Der skal vi bruge lidt flere chancer,” siger Katrine Abel.
Fantastisk Champions League-oplevelse
Når ærgrelsen over nederlaget har lagt sig, så kan brøndbyspillerne se tilbage på en fantastisk Champions League-sæson, hvor det lykkedes at spille sig helt op blandt turneringens fire bedste hold:
”Det har været det mest fantastiske, jeg nogensinde har været med til. Det er jo et eventyr uden lige. Vi er mange unge spillere, der aldrig har spillet Champions League før, så vi tager en masse med herfra og så kommer vi endnu stærkere igen til næste år,” siger Julie Tavlo.
Målmand Katrine Abel:
”For to år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå i en Champions League-semifinale. Det har jeg prøvet nu, og selv om det selvfølgelig gik anderledes end jeg havde håbet og troet på, så kan ingen tage fra mig, at det har været en fantastisk oplevelse,” fastslår hun.