Keld Østergaard ny træner for Team Viborgs 1. hold

0
1215

Keld Østergaard, som i 2013 vandt U18 DM-ligaen med Thisted FC, skal fremover stå i spidsen for Team Viborgs 1. hold, der lige nu fører kvalifikationsligaen om oprykning til 3F Ligaen. Keld Østergaard afløser Nikolai Kønig Lund, der efter tre år som cheftræner stopper til sommer efter gensidig aftale.

“Det har været tre begivenhedsrige år og ikke mindst i de første sæsoner, har det været hårdt arbejde for Nikolai, som i den periode holdt fanen højt og mod alle odds formåede at samle et slagkraftigt hold. Vi har i Team Viborg ikke en finger at sætte på Nickolais indsats og vi ønsker ham det bedste fremover. Måske mødes vore veje igen. Vi siger tak til Nikolai for tre gode år,” siger sportschef Claus Struck.

“Passer perfekt til Team Viborg”

Kvindefodbolden og ikke mindst 3F ligaen er i rivende udvikling og Team Viborg vil gerne med på vognen og have udbytte af de mange talenter og landsholdsspillere, som klubben har fostret igennem mange år, skriver klubben i en pressemeddelelse.

“Med valget af Keld Østergård håber Team Viborg, at vi er på forkant med udviklingen, da han i sin trænerkarriere har vist, at han kan vinde med sine hold, via en særdeles god mandskabsbehandling, en positiv tilgang til spillet og spillerne og ikke mindst masser af mål. Vi føler os sikre på, at vi med ansættelsen af Keld har fået den rigtige træner, som vil passe perfekt ind i Team Viborg og kunne klare de kommende års udfordringer,” siger Claus Struck.

Keld Østergaard er 43 år og arbejder på Lyngs Idrætsefterskole, hvor han er afdelingsleder for idræt og underviser i fodbold, matematik og historie/samfundsfag. Han har en A-trænerlicens og er i øjeblikket træner for U17 og Kvindesenior i Lemvig GF.