Selma er klar til pokalfinalen – med sit drengehold

0
1664
Selm (i midten) fejrer sejren i semifinalen med sine holdkammerater.

13-årige Selma Larsen Svendsen fra Lundtofte Boldklub i Lyngby nord for København skal i den kommende weekend spille pokalfinale for U14-hold.

”Men Lundtofte er jo slet ikke med i finalen,” tænker du måske. Men jo, det er de – på drengesiden. Siden hun var fire år, har Selma nemlig spillet med drenge i Lundtofte Boldklub, og det gør hun så godt, at hun er med på førsteholdet, som i denne uge kvalificerede sig til finalen i Faxe Kondi Ungdomspokalen for U14 Drenge B. Det skete med en sejr på 3-0 over Nyråd, og Selma lagde op til det ene mål.

”Lundtofte BK har aldrig rigtigt fået gang i pigesiden og det faldt derfor naturligt – ikke mindst på grund af Selmas fodboldmæssige kvaliteter og talent – at hun fortsatte med drengene,” siger Steen Svendsen, der er træner for U14-holdet og far til Selma.

Selma er efterhånden et kendt ansigt hos de andre hold i rækken:

”Vi møder stadig kommentarer som ’Se, de har en pige med’, men fem minutter efter kampstart og første tackling er der ikke nogle spillere, der tænker mere over det,” siger Steen Svendsen.

Skifter til FA København

I næste sæson er det dog slut med drengebold for Selma, der også er en del af DBU U14 Øst-samling. Hun skifter til FA Københavns U15 1-hold, som hun i dag træner sammen med en gang om ugen.

”Det er det rette tidspunkt at skifte nu. Dels er vi ikke en eliteklub, som de er i FA København, og dels bliver drengefodbold fra U14-årgangene og opefter meget mere taktisk, med mere henholdende spil. Der er mere energi og tempo i pigefodbolden, og så er der en anden vigtig ting: Drengene begynder nu at spille med 5-bolde, hvor pigerne stadig spiller med 4-bolde, og det gør en forskel,” siger Steen Svendsen.

Pokalfinalen står mod Brøndbys U14 2001-hold. Kampen spilles søndag kl. 11.45 på Farum Park.

Selma har spillet fodbold siden hun var fire år - i alle årene med drenge.
Selma har spillet fodbold siden hun var fire år – i alle årene med drenge.