Fortuna-kamp flyttes til Aarhus

0
767

Kampen i 3F ligaens slutspil mellem Fortuna og Skovbakken, der skulle være spillet på Hjørring Stadion på søndag kl. 19, afvikles i stedet på Skovbakkens hjemmebane, Vejlby Stadion i Aarhus, tirsdag 9. juni kl. 19.

Baggrunden for flytningen er et stærkt ønske fra Fortuna om at kunne give deres spillere længere restitutionstid efter pokalfinalen Grundlovsdag mod Brøndby. Flere af Hjørring-spillerne er fysisk “slidte”, og Fortunas cheftræner Brian Sørensen vurderer ikke, at de grønblusede kunne stille i bare noget der ligner stærkeste formation i begge kampe med kun én hviledag imellem.

“Vi har fra start gerne villet hjælpe Fortuna, hvis det kan gøres uden at svække vores hold sportsligt. En hverdagsaften i Hjørring ville betyde, at vi måtte undvære spillere fra startopstillingen og at vi skulle ud på en trættende bustur oven på en lang dag på job eller uddannelse. Det ville forringe vores sportslige muligheder væsentligt, og vi tilbød derfor Fortuna at flytte kampen til Århus, og den løsning har Fortuna nu valgt som den bedste,” siger Skovbakkens cheftræner Kim Leth.

Sidst de to hold mødtes på Vejlby Stadion lørdag 2. maj blev resultatet 1-1. Kampen spilles samtidig med kampen KoldingQ-Brøndby.