Måldronningerne Sofie & Sophie

0
2657
Sofie Svava jubler efter en scoring. Foto: FODBOLD FOR PIGER

De er født i år 2000, spiller fodbold i B93 og laver mål på samlebånd. Sophie og Sofie har imponeret alle i denne sæson med tilsammen 45 mål i U17 DM-ligaen

Af Viktoria Juul-Jensen og Amanda Rohde

Man kommer ikke sovende til succes, og det er heller ikke tilfældet for Sophie Stæhr og Sofie Svava fra B93 (FA København), der har scoret tilsammen 45 mål i denne sæson i U17 DM-ligaen.

De to piger på 15 og 14 år har scoret henholdsvis 28 og 17 mål, hvilket gør Sophie til den næstmest scorende, mens Sofie sammen med tre andre spillere deler pladsen som den femte meste scorende spiller i ligaen. Temmelig godt gået af to piger, som begge er født i året 2000 og dermed er et og to år yngre end de andre spillere i rækken.

”Det er fedt at score så mange mål, når jeg nu er et år yngre end de fleste. Jeg bliver altid glad, når jeg scorer, for jeg føler, at det er vigtigt at levere varen, når nu jeg har fået muligheden for at spille U17,” siger Sofie, der i kommer fra Lyngby.

Begge piger fortæller, at mange af deres mål er scoret efter sammenspil mellem netop de to.

”Ja, det skal ikke være nogen hemmelighed, at Svava som venstrekant lægger op til mange af mine mål,” fortæller Sophie fra Hellerup og griner.

De mener begge to, at det er vigtigt, at man har godt sammenhold på et hold, og at sammenholdet på deres hold helt sikkert er nøglen til deres mange mål.

”Jeg synes, det ville være svært at spille med nogle, jeg ikke var venner med,” siger Sophie.

Sophie Stæhr i aktion mod Brøndby. Foto: FODBOLD FOR PIGER
Sophie Stæhr i aktion mod Brøndby. Foto: FODBOLD FOR PIGER

Kræver hård træning for at blive blandt de bedste

Sophie og Sofie er godt klar over, at de træner meget mere end størstedelen af deres jævnaldrende, men det holder dem ikke tilbage.

”Det kræver hård træning for at blive blandt de bedste og sådan er det bare,” mener Sofie.

”Jeg træner selv 6 gange om ugen plus kamp, og så er det klart, at der er nogle ting, jeg må takke nej til. Det er dog et valg, jeg tog, da jeg valgte at spille fodbold på et højt plan,” fortsætter hun.

Begge piger fortæller, at de har mange venner, der også dyrker idræt på høj plan, og at de derfor er fuldt forstående overfor deres prioritet af træning og kampe.

Den hårde træning og pigernes flotte spil er også blevet bemærket af DBU. Sofie Svava spiller foruden B93 også på U16-landsholdet, og Sophie Stæhr er en del af DBU U15 Øst.

”Hver gang du kommer til en samling, er der meget pres på. Du skal præstere hver gang, og det kan være hårdt. Men det er også superfedt at være med. Jeg er stolt over at spille på U16-landsholdet og dermed være en af Danmarks bedste,” siger Sofie Svava.

Skolen er ikke uden betydning

For pigerne er det vigtigt, at deres sport og uddannelse kan hænge sammen. Mens Sofie Svava kan starte sin skoledag med en morgentræning på idrætsskolen Nørre Fælled Skole, har Sophie Stæhr valgt at gå på en helt almindelig folkeskole.

”Sidste år overvejede jeg også at flytte til Nørre Fælled Skole, men det faglige niveau er vigtigt for mig, så derfor blev jeg på min nuværende skole,” siger Sophie Stæhr.

Sofie Svava fortæller, at hun valgte at skifte skole, fordi det var en god mulighed for at kunne træne lidt mere,  samtidig med at hun kom i klasse med nogle, der havde den samme interesse for sport som hende selv.

Sofie Svava er med på U16-landsholdet og drømmer om en fodboldkarriere i udlandet. Foto: FODBOLD FOR PIGER
Sofie Svava er med på U16-landsholdet og drømmer om en fodboldkarriere i udlandet. Foto: FODBOLD FOR PIGER

Forskellige ambitioner om fremtiden

De to piger har forskellige ambitioner om fremtiden. Sophie Stæhr har ikke sine tilrettelagt sine fremtidsplaner med fodbold på samme måde som hendes veninde.

”Jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Jeg vil selvfølgelig gerne på landsholdet, men man kan desværre ikke leve af fodbold som kvinde, og det har også en betydning”.

Hos Sofie Svava er målet klar:

”Jeg vil for altid fortsætte med at spille fodbold. Min helt store drøm er at komme til udlandet, men det første store skridt ville være at spille i 3F ligaen, der er den bedste række for kvinder i Danmark,” siger hun.

Viktoria Juul-Jensen og Amanda Rohde har skrevet artiklen i forbindelse med at de i denne uge er i erhvervspraktik på lokalavisen Det Grønne Område. Den bringes af FODBOLD FOR PIGER med Viktoria og Amandas tilladelse.

Viktoria og Amanda, der har skrevet artiklen om Sofie & Sophie. Viktoria spiller selv fodbold i B93.
Viktoria og Amanda, der har skrevet artiklen om Sofie & Sophie. Viktoria spiller selv fodbold i B93, hvor hun er på U15 1-holdet. Amanda er elite-tennisspiller. Foto: Peter Mailand