Fortuna Hjørrings U15-piger jyske mestre

0
761

Fortuna Hjørrings U15-piger kan gå på sommerferie med et stort smil på læberne. De sluttede nemlig sæsonen med at vinde den jyske finale over FC Horsens på Hadsund Stadion med 2-0.

Afgørelsen faldt først i de sidste minutter. Det var ellers et tændt Fortuna-mandskab, der løb på banen, men trods flere store muligheder, lykkedes det først mod slutningen at få bolden i mål.

Fortuna Hjørring skriver selv sådan her om kampens udvikling:

“I anden halvleg fortsætter vi med at producere chancer og efter en del afslutninger med for lidt fut i, så kan det da ellers nok være Maria drønede den i kassen efter godt indlæg fra Siw..

Stor jubel både på og udenfor banen og en kæmpeforløsning for pigerne..

Den endelige afgørelse falder med ti minutter tilbage, da Clara bliver spillet til afslutning – igen en hård afslutning som målmanden kun kan halvklare og Johansen (Jokeren) er på rette sted og kan ekspedere bolden i kassen. 2-0 og sejren er i hus,” lyder det fra Fortuna, som slutter med at konkluderer:

“Vi har Jyllands bedste defensiv, vi er nogen af de bedste til at producere chancer og nu ved også at vi har Jyllands bedste hold”.

Fortuna Hjørring har nu både titlen som jyske mestre i udendørs og indendørsfodbold.