Fortuna: Vi skal ha’ guldet tilbage

0
1212

Når Fortuna Hjørring på søndag kl. 13 tager fat på den nye sæson i 3F Ligaen, så er det med et klart mål for øje: Klubben skal tilbageerobre det danmarksmesterskab, som de vandt for ottende gang i 2014, men som Brøndby snuppede i 2015.

”Vi går efter at få guldet tilbage til Nordjylland, og med de nye spillere, vi har fået til klubben, er vi også ret overbeviste om, at det vil lykkes. Desuden vil vi forsøge at kvalificere os til kvartfinalen i Champions League,” siger cheftræner Brian Sørensen.

2014-2015-sæsonen bød på en del skuffelser. Udover at mesterskabet gik til de evige konkurrenter fra Brøndby, så tabte Fortuna pokalfinalen til samme Brøndby, som vandt 2-1 i en finale, hvor Fortuna var foran 1-0 fra det 27. til det 89. minut, hvor Brøndby fik et meget omdiskuteret straffe. Desuden røg Fortuna ud af Champions League i ottendelsfinalen efter et samlet 3-1-nederlag til svenske Rosengård.

Siden har Fortuna sagt farvel til Sofie Junge, som er rejst til netop Rosengård. Men til gengæld er der kommet hele fem nye spillere til klubben, blandt andet den brasilianske landsholdsspiller Tamires Gomes, der serbiske midterforsvarer Nevena Damjanovic  og U19-landsholdsspiller Sarah Dyrehauge, der er skiftet fra KoldingQ.

På papiret en solid forstærkning, men også et hold, der skal lære hinanden at kende:

”Vi har mange nye spillere, der skal spilles sammen. Så vi ved ikke helt hvor vi står. Og med tre spillere til U19 EM og to spillere til VM i Canada, som har haft brug for pause, har det været vanskeligt og få spillet et hold sammen. Og med to svære udekampe til at starte med mod Skovbakken og Brøndby, er det ikke det nemmeste program,” siger Brian Sørensen.

FOTO øverst: Fortuna Hjørrings hold fra pokalfinalen i juni. Foto: fodboldforpiger.dk