Hvidovre IF har vedtaget en elitestrategi for sin pigeafdeling, som nu skal udmøntes på banerne. Derfor skal klubben finde en dygtig talentudvikler, som får det sportslige ansvar for klubbens pigeafdeling
Pigeafdelingen i Hvidovre IF talte for fem år siden omkring 40 piger. I dag er antallet firedoblet, og klubben har pigehold i alle årgange fra U6 til U17 samt seniorer.
”Nu har vi virkelig fået bredden på plads, og samtidig er vi i de seneste år begyndt at udvikle dygtige spillere. Derfor er det tiden til at tage de næste skridt og gøre endnu mere ud af vores talentudvikling,” siger afdelingsleder og bestyrelsesmedlem Allan Petersen.
Bedre træningsmiljø
Hvidovre IF har over de seneste år udviklet spillere, der er gået videre under DBU-talentsamlingerne. Nogle af dem er blevet i klubben andre har søgt nye udfordringer. Senest er et af klubbens store talenter Sofia Weber udtaget til det U16-landshold, der har træningssamling i Vildbjerg senere i august.
”Nu vil vi forsøge at holde på de dygtigste spillere og give dem endnu bedre træningsforhold. Klubbens bestyrelse har tidligere vedtaget en elitestrategi. Rammerne er på plads, og derfor skal vi til at udmønte strategien inden for kridtstregerne. Vi har mange dygtige trænere i pigeafdelingen, og nu skal vi supplere med en talentansvarlig, som skal spinde den sportslige røde tråd, og som har overskud og overblik til det overordnede talentarbejde og til at styrke hele vores træningsmiljø,” siger Allan Petersen.
To plus to giver fem
”På drengesiden har vi allerede licens – og har haft det i mange år. Derfor er mange af de forhold, som kræves af en licensklub allerede på plads, og vi ved, hvad der skal til. Men vi har også den fordel, at vi kan pulje nogle af resurserne mellem pige- og drengeafdelingen, så ”to plus to bliver fem”. Det kan fx være fællesskab omkring morgentræning, fysioterapi og specifiktræning, så vi styrker det samlede talent- og elitearbejde, fremhæver pigeafdelingslederen.
Man kan læse mere om stillingen som talentansvarlig / sportslig leder her.
BILLEDTEKST: Sofia Weber i den røde Hvidovre IF-bluse er netop udtaget til U16-landsholdet. Nu håber klubben, at der følger flere efter, når klubben styrker sit talentarbejde os pigerne – blandt andet med ansættelse af en talentansvarlig.