For en uge siden tabte Brøndbys superligahold med 4-1 til AaB i Aalborg, og lørdag var det så klubbens U17 DM-piger, som fik ørerne i maskinen i den nordjyske hovedstad.
Brøndby kom til Aalborg som ubesejret og førerhold i ligaen, men det var AaB som efter en lidt nervøs start kom i front.
Emma Snerle bragte hjemmeholdet foran efter et kvarters tid. Syv minutter senere gjorde Mie Kolding det til 2-0, men kort før pausen fik Brøndby reduceret. Gæsterne havde på det tidspunkt haft en del muligheder, men skarpheden manglede.
I anden halvleg fortsatte AaB, hvor de slap i 1. halvleg. Emma Snerle gjorde det til 3-1 efter få minutter, og i løbet af de efterfølgende minutter blev det til både 4-1 og 5-1. Først fik AaB tilkendt et straffe, som Bate Marcussen scorer på, og samme Beate gjorde det kort efter til 5-1.
Brøndby får reduceret, men ifølge AaBs referat fra kampen, havde hjemmeholdet chancerne til at vinde endnu større:
”Det kunne være blevet meget værre for gæsterne der slog sig på et godt fungerende AaB kollektiv. Når AaB-pigernes angrebsspil fungerer, når bagkæden spiller med ro og overblik og når midtbanen knokler – så gør de rød hvide ondt på modstanderne uanset hvor i rækken de ligger placeret,” lyder det i AaBs referat.
Med sejren rykker AaB op for på fjerdepladsen, tre point efter Team Viborg, som har samme point som Brøndby men overtager 1. pladsen efter lørdagens sejr over BSF.