Ny cheftræner for Skovbakkens U17 DM-hold

0
1185

Skovbakken har fået ny cheftræner for U17 DM-holdet. Det er 42-årige René Lybek Hansen, som kommer til Skovbakken fra Skanderborg, hvor han var cheftræner for U15/U16 drenge M.

Tidligere har René Lybek været talentscout for DBU og træner for U16 og U19 ligahold i Vejle Boldklub. Det er første gang han skal træne pige-elite spillere.

“Jeg ser det som en sportslig udfordring at få lov til at arbejde med nogle af landets bedste pigespillere, der har ambitioner om at spille på U-landshold og på allerhøjeste niveau som seniorer. Jeg kommer til at få rigtigt mange timer på træningsbanen, men det er også her, vi skal udvikle de dygtige spillere,” siger René Lybek, der trænede første gang med pigerne i denne uge, til klubbens hjemmeside.

Ud over cheftrænerposten indgår René Lybek også i det trænerteam, der tirsdag og torsdag gennemfører morgentræning for de bedste pigeungdomsspillere i Aarhus Kommune.

Store forventninger

Skovbakkens sportschef Morten Lützen har store forventninger til den nye træner, som har gode resultater med i bagagen fra sine tidligere trænerjobs.

“Vi råder over en række meget talentfulde spillere, og dem skal vi tilbyde de allerbedste udviklingsmuligheder bl.a. via vores  morgentræning, men også via træninger med vores 3F liga trup. Jeg har store forventninger til, at René Lybek kan udvikle vores tilbud til de bedste spillere,” siger Morten Lützen til klubbens hjemmeside.

De øvrige trænere omkring Skovbakkens U17 DM hold vil fortsat være assistenttrænerne Lars Pedersen og Allan Nørgaard, målmandstrænerne Søren Holm og Jens Djernes og fysisk træner Svetlana Bendixsen.