De er optimistiske, men det er stadig langt fra afgjort, om det lykkes at skabe en ny eliteklub i Odense, når OB til sommer trækker sig fra kvindeelitefodbold.
En række klubber med OB, Marienlyst, Næsby og Dalum i spidsen arbejder på at lave en ny klub. Men mange ting skal falde på plads, før det er muligt at sige, om der bliver 3F-og U17 DM-fodbold på Fyn fra sæsonen 2016-2017.
”Drøftelserne er hidtil forløbet positivt klubberne imellem. Der er bred enighed om, at Odense har brug for fortsat at have et 3F ligahold og at talenterne har brug for et U17-ligahold. Generelt er der også fra kommunens side et ønske om fortsat at placere Odense på elitelandkortet,” siger OBs kvindeformand Henrik Andersen.
Mange ting skal falde på plads
OB har valgt at trække sig af økonomiske grunde. Klubben meddelte i august, at kvindeafdelingen vil blive løst juridisk fra klubben senest 1. juli 2016.
Siden er der blevet arbejdet intenst på at skabe et alternativ. Men som Henrik Andersen forklarer, er det ikke bare gjort med at få en række klubber til at enes om at lave en ny, fælles klub. Det er, som han siger, en tre trins raket. Ud over afklaringen mellem klubberne, skal der findes en fysisk placering til træning og kampe i samarbejde med Odense Kommune, der skal afklares juridiske spørgsmål omkring bl.a. licensen, og der skal findes sponsorer, der kan bakke projektet op.
”En af de vanskelige ting er, at vi ikke kender de præcise licensbetingelser for næste sæson. Det gør det svært, når der er flere klubber ind over, for så er der mange usikre brikker. Klubberne har jo også egne interesser, de skal tage hensyn til,” siger Henrik Andersen.
”Den endelig afklaring af, om det lykkes at skabe en ny klub, kan først komme, når der er ansøgt og givet licens. Det vil sige, at vi skal helt hen til maj måned, før vi ved hvor det ender. Jeg håber det lykkes, men der er langt fra nogen garantier, og der er mange ting, der kan spænde ben undervejs,” siger OB-formanden.
Hvad siger spillerne til situationen?
”Vi har aftalt med spillerrådet og træneren i OB, at de selv melder ind, når de synes, de har behov for at blive opdateret. De kan jo ikke gøre så meget andet end at fokusere på det sportslige,” siger Henrik Andersen.
Drøm: Et nyt Odense-hold der kan blande sig i toppen
OB er aktuelt nummer fem i 3F Ligaen og holdet vandt i weekenden en storsejr på 8-0 over BSF. Samtidig er Næsby lige nu på førstepladsen i 1. divisions pulje 1, så rent sportsligt demonstrerer Odense for tiden, at der er basis for kvindeelitefodbold i landets tredjestørste by.
Odense har da også stolte traditioner for kvindefodbold. Byen har vundet det danske mesterskab syv gange med henholdsvis OB og B 1909, og Henrik Andersen håber, at de aktuelle drøftelser kan ende med, at kvindefodbolden kan genfinde noget af fordums storhed i byen.
”Det vil da klart være en fordel, hvis vi kan komme styrket ud af det her og få genskabt noget af det, der var engang, så Odense igen kan få et hold, der kan blande sig i toppen og skærpe konkurrencen i 3F Ligaen,” siger OBs kvindeformand.