Det er en kamp mellem sidste sæsons guld- og sølvvindere, når der søndag spilles U17 DM-fodbold på Liseborg i Viborg.
Team Viborg er forsvarende guldvindere, mens modstanderen Skovbakken er pokal- og sølvvindere fra sidste sæson. Aktuelt er der dog ikke tale om et topopgør i ligaen. Team Viborg er på førstepladsen med 12 point, men Skovbakken har haft en lidt haltende start på sæsonen og lige nu er nummer syv med seks point.
Men det går den rigtige vej, skriver klubben på sin hjemmeside:
“For Skovbakken-pigerne er pilen opadgående, hvor de seneste opgør har været positive! I Brøndby stod forsvaret godt, og i hjemmekampen mod B93 hentede pigerne 3 vigtige point”.
Og der er en underholdende kamp i vente, spår Skovbakken:
“Begge hold lukker en del mål ind, så mon ikke det kan blive et målrigt opgør? God kamp til alle”.
At Team Viborg igen er på førstepladsen er nok lidt overraskende. Holdet har afgivet flere profiler fra sidste sæson til klubbens 1. divisionshold. Men nye har taget over og givet holdet en fin start på sæsonen, og senest blev det til den tredje 3-2-sejr i træk, da BSF blev slået på udebane.
WEEKENDENS KAMPE I U17 DM-LIGAEN
Lørdag:
- 15.00: Brøndby-Fortuna Hjørring
- 15.00: Vildbjerg-IF Lyseng
- 15:30: KoldingQ-Hillerød
Søndag:
- 13:30: B 93-AaB
- 13:30: Team Viborg-Skovbakken