Priserne er væltet ned over landsholdsangriberen Pernille Harder i 2015. Årets spiller i Sverige, Årets angriber i Sverige og Årets kvindelige fodboldspiller i Danmark. Sådan lyder nogle de titler, som har kronet en sæson, hvor Pernille Harder har været den vigtigste spiller for sin svenske klub Linköpings FC, og hvor hun er blevet klubbens mest scorende spiller nogensinde.
Men ambitionerne slutter ikke her. Pernille Harder er blevet interviewet af ”Indersiden”, medlemsbladet for den danske spillerforening, som kårede hende til årets spiller 2015. Og her fortæller den 23-årige stjerne, at hun drømmer om en dag at blive kåret til verdens bedste fodboldspiller – en titel, som fem gange er gået til Pernille Harders store forbillede, brasilianske Marta da Silva:
”Jeg sætter mig hele tiden nye mål. Og jeg vil selvfølgelig gå efter at blive verdens bedste spiller. Om det lykkes, ved jeg ikke. Men det er vigtig at have nye mål at stræbe efter. Det vil være fuldstændig vanvittigt, hvis jeg en dag bliver verdens bedste, men på nuværende tidspunkt i min karriere er Marta en god én at sammenligne sig med for mig. At blive verdens bedste spiller vil være det største, Jeg lover ikke, at det sker, men jeg lover at gøre mit bedst for at nå det mål,” siger Pernille Harder til ”Indersiden”.
Pernille Harder har spillet i Linköpings FC i Damallsvenskan siden 2012. Men på sigt drømmer hun om at komme videre ud i Europa.
”Jeg kun godt tænke at prøve mig selv af i Tyskland på et tidspunkt og se, hvor langt jeg kan drive det til der. Jeg vil meget gerne meget mere med min fodbold. Jeg elsker fodbold,” siger Pernille Harder.