DBU: 130.000 piger skal spille fodbold

0
2875

Efter flere år med vækst, falder antallet af piger og kvinder, der spiller klubfodbold. For få år siden var der mere end 70.000 piger og kvinder, som var medlem af en fodboldklub. Nu er tallet nede på 65.000.

Men den udvikling skal vendes. På dagen, hvor Kvindernes Internationale Kampdag fejres, bebuder Mette Bach Kjær, medlem af DBU’s bestyrelse og formand for Kvinde- & Pigefodbold, at DBU går efter at fordoble antallet af piger og kvinder, der spiller fodbold. 130.000 kvindelige fodboldspillere i 2025, lyder ambitionen.

Det kræver dog ændringer, erkender hun. Mette Bach Kjær skriver et indlæg i dagens Politiken, og her erkender hun, at DBU har fejlet ved at tro, at piger og drenge skal spille fodbold under de samme vilkår.

”Vi bør gøre langt mere for at gøre fodbold mere tilgængeligt for piger og kvinder. Vi kan ikke bare forvente, at piger og kvinder ønsker at spille under samme forhold som drenge og mænd. For måske har vi i virkeligheden tabt ligestillingskampen på fodboldbanen ved at lade piger spille under samme forhold som drenge – uden at tage hensyn til, at piger og kvinder måske har andre ønsker og behov,” skriver Mette Bach Kjær.

Omklædningsrum til piger i Fremad Valby

Hun nævner Fremad Valby som eksempel på en klub, der har taget bestik af, at pigerne har andre ønsker. Her spurgte man pigerne, hvilke ønsker de havde til deres omklædningsrum. Deres svar var, at de ønskede flere spejle, større og lysere baderum og stik til hårtørrer. Og det har de fået:

”Og det virker. Med ændringerne har Fremad Valby formået at skabe et langt bedre klubmiljø for sine kvindelige medlemmer, der tæller en vigtig fjerdedel af klubbens spillere. Klubben er nu blevet et tilholdssted for pigerne – faktisk er det til tider svært, at få dem ud af omklædningsrummet igen. Lidt af en bedrift, som vi kan lære meget af, hvis vi gerne vil gøre det attraktivt for pigerne at blive ved med at spille fodbold helt op gennem seniorårene,” skriver Mette Bach Kjær.

Pigernes Stemme

Af samme grund har DBU søsat et projekt, Pigernes Stemme, hvor 100 fodboldpiger er med til at give gode råd om, hvad der har betydning for deres lyst til at spille fodbold.

”De første svar er allerede tikket ind – og de kalder på handling: Bedre uddannelse af trænere. Større forståelse for betydningen af niveau. Skadesbekæmpelse. Bedre mulighed for samspil mellem familieliv og træningssessioner.  Pigerne hverken kræver – eller behøver –  særbehandling. Men der skal en særlig behandling til, for at vi ikke mister de unge pigespillere i den evige kamp om ligestilling,” lyder det fra kvindeformanden.