Dansk pige- kvindefodbold har et kæmpe potentiale, men hidtil har der været for mange halve løsninger. Michael Skjold Hansen, der driver Fodboldinspirator og er fodboldtræner på Københavns Idrætsefterskole (Kies), opfordrer DBU til at gå ind i et meget tættere samarbejde med klubberne om at give pigefodbolden det næste løft:
Af Michael Skjold Hansen, Fodboldinspirator
På Kvindernes kampdag annoncerede DBU, at man ville kæmpe for at få flere kvinder på grønsværen. Fodbold skal være den største sportsgren for piger og kvinder, og målet er at nå fra de 65.000 piger og kvinder, der i dag spiller klubfodbold, til intet mindre end 130.000 i 2025.
Og hvilken glimrende idé, hvis du spørger mig! Efter adskillige trænergerninger i såvel kvindefodbold som i herrefodbold har jeg set, at piger og kvinder kan være mindst lige så opsatte på at træne hårdt og udvikle sig – og på at vinde fodboldkampe. Så selvfølgelig skal flere piger have lyst til at spille fodbold, og mindst lige så vigtigt, skal vi blive dygtigere til at holde på de piger og kvinder, der allerede spiller fodbold. De skal blive ved med at elske det. Alt for mange falder fra på et for tidligt tidspunkt både på bredde- og eliteniveau, og blandt andet derfor har DBU søsat projektet Pigernes Stemme, hvor man spørger 100 piger, hvad der skal til for, at de har lyst til at spille fodbold – og til at blive ved med det.
DBU har allerede fået svar, der ifølge dem selv ”kalder på handling”. Men kvindefodbold har i mange år kaldt på handling, og indtil nu har det desværre kun været halvsuccesfulde tiltag, som er blevet gennemført. Senest med en overambitiøs licens, som kvindeklubberne ikke kunne løfte, og som krævede en umenneskelig indsat af de mange ildsjæle, der findes i sporten. Så nu er spørgsmål: Hvordan vil DBU løfte opgaven? Hvilken plan har DBU, hvis det viser sig at medlemstallet ikke er steget med den procentdel, som først beregnet, når vi skriver 2020?
Pigerne i projektet serverer nøglen til flere piger i kvindefodbold til DBU, men vil de dreje nøglen om og åbne døren. Vil de satse og se, hvad der gemmer sig på den anden side?
På den anden side gemmer der sig et hav af uforløst potentiale, og hvis man griber det rigtigt an, tror jeg, det kan blive en solskinshistorie af de større. DBU skal først og fremmest have et endnu tættere samarbejde med klubberne. På nuværende tidspunkt findes der for mange dygtige breddetrænere, som higer efter mere uddannelse og sparring. Både grunduddannelse og efteruddannelse. Her kunne et tiltag være at oprette flere træneruddannelser, der enten er gratis eller har meget lave omkostninger, så klubberne eller trænerne selv har råd til at prioritere uddannelse og derigennem kan højne niveauet. Klubberne skal naturligvis også være interesserede i at samarbejde med DBU, men hvorfor skulle de ikke være det? Lige nu er holdenes trænere alene om at løfte niveauet? og får ingen hjælp fra DBU eller klubben.
Jeg har af flere omgange fået henvendelser fra pigetrænere i søgen om hjælp i form af et supervisionsforløb, inspirationstræning eller begge dele. Dette har ført til et løft hos både træneren samt spillertruppen. Alle har fået ny energi og har fået fornyet lyst til fodbold, læring og udvikling.
”Livet er for kort til kvindefodbold”
Det credo lever desværre stadig i bedste velgående i alt for mange klubber, og det er altødelæggende for kvindefodbolden. I min optik bør man ikke sammenligne herrefodbold og kvindefodbold, ligesom man ikke bør sammenligne mænd og kvinder og deres fysiske formåen. Igennem det seneste årti har kvindernes landshold og de kvindelige danske tophold skabt flere resultater i europæisk sammenhæng, end herrerne har. Så lad os nu begynde at se kvindefodbold som en selvstændig sportsgren, der ikke hele tiden skal sammenlignes med en sportsgren, der altid har haft nogle andre fysiske og ikke mindst økonomiske vilkår. For ikke at tale om det miljø kvinderne begår sig i modsætning til herrerne. Der findes en lang række dygtige trænere, ledere og ildsjæle, som har tilbragt adskillige succesfulde år i kvindefodbold, og som ved, hvad det kræver at begå sig i det verden. Og som ved, hvad der skal til for at løfte den op på internationalt niveau. Dem skal DBU læne sig op ad. DBU skal stole på deres erfaring, og klubberne skal begynde at lade sig inspirere af de klubber, der har løsrevet sig fra moderklubben og er blevet selvstændige kvindeklubber, såsom Fortuna Hjørring, Hillerød GI og senest OBQ. Kvindeklubberne skal ikke længere acceptere at stå i skyggen af herreklubberne, men styre i en mere selvstændig retning, så pigerne og kvinderne allerede fra de første ungdomsår føler, de bliver taget alvorligt, bliver trænet af kompetente trænere, har gode faciliteter lige fra bane til omklædningsrum og tøj.
Jeg håber med dette debatoplæg at skabe et yderligere fokus på en sport, der i den grad trænger til et løft rigtig mange steder. Samtidig håber jeg på, at DBU, klubberne, lederne og trænerne begynder at tage sporten seriøst. De kunne jo passende starte med at deltage i debatten.
Michael – www.fodboldinspirator.dk
