Der var fornemt besøg i Brøndby torsdag. Lydia Nsekera fra Burundi, der i 2013 var den første kvinde, der blev valgt ind i det internationale fodboldforbund FIFAs Executive Committee, gæstede klubben for at se, hvordan der arbejdes med pige-kvindefodbold i Danmark.
“Lydia gav udtryk for sin glæde i at opleve sammenholdet omkring integrationen mellem pige og drenge fodbolden hos os, samt hvor meget vi som klub støtter og prioriterer pige-kvindefodbolden,” skriver Brøndby på sin facebookside.
Lydia Nsekera fik som led i besøget overrakt en Brøndbytrøje af klubbens U19-landsholdsspiller Freja Sørensen Abildå.
På billedet ses Lydia sammen med klubbens amatørformand Christian Barret og Freja Abildå.