Camilla Kur bombede Fortuna i front

0
1558

Fortuna Hjørring er tilbage på førstepladsen i 3F Ligaen efter en sand målfest i lørdagens opgør mod Varde, som sluttede 9-3 til Fortuna Hjørring.

Varde kom to gange foran i 1. halvleg og kom endda på 3-2 i starten af 2. halvleg. Men så fik Camilla Kur udlignet til 3-3, og samme Kur scorede yderligere fire gange, inden Caroline Møller Hansen og Frederikke Thøgersen satte trumf på med en scoring hver.

”Jeg ved sgu ikke lige, hvad der skete for os i første halvleg. Vi må rose Varde, der får scoret på de to omstillinger, som de nu engang har,” sagde Fortunas cheftræner Brian Sørensen efter kampen til nordjyske.

Han roste selvsagt femmålsskytten Camilla Kur:

”Hun lavede alle sine mål i anden halvleg, og det var supergodt. Det var forskellige typer af mål efter indlæg, returbolde og andet. Hun scorede både med hovedet og fødderne, så det var rigtig godt,” sagde cheftræneren til Nordjyske.

Med storsejren stryger Fortuna forbi Brøndby, som lørdag vandt 4-1 over KoldingQ. Begge hold har 15 point, men Fortuna har nu en bedre målscore.

I de øvrige kampe blev det 2-2 mellem OdenseQ og BSF og 1-4 i Vejle, hvor Skovbakken var på besøg. Resultaterne betyder, at BSF og Skovbakken begge har syv point på 3. og 4. pladsen.

Fortuna Hjørring spillede sig op på førstepladsen med sejren over Varde. Foto: Jess Madsen, fodboldfoto.dk
Fortuna Hjørring spillede sig op på førstepladsen med sejren over Varde. Foto: Jess Madsen, fodboldfoto.dk