HG bag ambitiøs camp for piger

0
1193

Academy Camp. Det er navnet på et stort og ambitiøst projekt, som HG Fodbold søsætter fra 14.-16. oktober. Det handler om elitær træning for piger i alderen 10 til 15 år. Camp’en er for alle piger, der ønsker topkvalitetstræning og individuel udvikling, lyder det fra Herlufsholm.

“Her kan piger på alle niveauer i alderen 10 – 15 år få inspirerende træning og masser af oplevelser. I HG fodbold mener vi, at alle har krav på udvikling uanset, hvem de er og, hvor de spiller. Derfor tilbyder vi nu en fodboldcamp til piger, som ønsker kvalitet og individuel udvikling som fodboldspiller – og det er ingen betingelse, at være medlem af HG fodbold. Alle med interesse er velkommen,” siger Trine Stenbæk, der er initiativtager og leder af camp’en.

“Academy Camp giver pigefodboldspillere muligheden for sammen med andre dygtige spillere, at blive udfordret i træningsfærdigheder på en anderledes og måske mere målrettet måde. Målet er at rykke den enkelte spiller gennem individuel coaching og klæde hende på i forhold til egne kompetencer. Academy Camp er selvfølgelig både for målvogtere og markspillere.Udover den gode træning, hvor der vil være fokus på leg igennem spillet, udvikling af individuelle kompetencer, vil det sociale aspekt fylde en hel del. Pigerne får mulighed for at knytte venskaber på tværs af årgange og klubber,” lyder det.

Det er firmaet Fodboldinspirator, www.fodboldinspirator.dk, der har arrangeret. Trænerne kommer ikke fra HG Fodbold, men er ”neutrale”. Mere information om camp’en fås på HG Fodbolds hjemmeside: www.hgfodbold.dk