FC Roskilde og Roskilde Pigefodbold har indgået en samarbejdsaftale, der skal være med til at sikre den fortsatte udvikling af fodbolden i Roskilde. Roskilde Pigefodbold ser samarbejdet med FC Roskilde som en god mulighed for at hæve overliggeren på blandt andet talentudvikling. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
“FC Roskilde og Roskilde Pigefodbold ønsker begge at være med til, at samle og udvikle fodbolden i Roskilde og har derfor indgået et strategisk samarbejde. Klubberne forbliver selvstændige og der er ingen overvejelser som at have fælles adresse. Begge klubber vil rigtig gerne være med til, at samle og udvikle fodbolden i Roskilde. Vi skal arbejde sammen i Roskilde om fodbolden på både drenge og pige siden, det fortjener Roskilde,” skriver de.
FC Roskilde og Roskilde Pigefodbold vil samarbejde på flere områder:
“FC Roskilde er en stor klub som de sidste år har udviklet sig rigtig meget. FC Roskilde ser det derfor også som deres pligt, at være med til at udvikle fodbolden i Roskilde. Vi kan være med til at hjælpe Roskilde Pigefodbold med talentudvikling, træner udvikling, samt at give input og ideer til udviklingen af organisationen. Vi har et stort set-up og har været igennem nogen af de udfordringer som Roskilde Pigefodbold står over for og der vil vi naturligvis gerne hjælpe,” siger Christian Juel Glem, Næstformand og ungdomsansvarlig i FC Roskilde.
Forud for aftalen er der gået en række møder. Her har det hurtigt stået klart, at de to klubber kan få stort udbytte af samarbejdet på en række områder.
“Det drejer sig overordnet set om at få styrket fundamentet for pige- og kvindefodboldens fortsatte udvikling, og derved kunne fastholde og tiltrække fodboldspillere i og omkring Roskilde,” siger Ken Johannesson, formand i Roskilde Pigefodbold.
Blandt de konkrete tiltag er træneruddannelse, udviklings- og inspirationstræning for både trænere og spillere. Som en del af samarbejdet får Roskilde Pigefodbold desuden mulighed for at arrangere klubture til hjemmekampe, hvor spillere kan hjælpe som boldpiger og indløbere.