Fantastisk halvår på Kies

0
1480

Pigefodboldlinjen på Kies (Københavns Idrætsefterskole) ser tilbage på et forrygende første halvår med, hvor de blandt andet har været i Barcelona

Af Kies

Efteråret går på hæld, og julen nærmer sig med hastige skridt og dermed også slutningen på 2016. Et halvt skoleår er passeret, og det er tid til at evaluere og se tilbage på begivenhedsrigt halvt år på pigefodboldlinjen på Kies.

Vi har haft et fantastisk halvt år med sejre i de to skoleligakampe mod henholdsvis Brøndby Idrætsefterskole med 4-1 og Ø10 med 8-0.

Det er rart at vinde, og det giver pigerne en fed fornemmelse, som de tager med til de efterfølgende træninger og individuelle udvikling”, siger fodboldlinjekoordinator Michael Skjold Hansen og fortsætter:

”For os handler det ikke om holdet og om at vinde, men om hver enkelte piges udvikling på og udenfor banen, men det er jo også udviklende at vinde om ikke andet så for selvtilliden.”

Pigerne er netop vendt hjem fra en tur til Barcelona, hvor de i gruppen blev rystet rigtig godt sammen, både gennem træning, en kamp mod Espanyol og det bedste fra Barcelonas byliv og kultur, shopping og selvfølgelig F.C. Barcelona. Sidstnævnte bød både på museum og fodboldkampe med det kendte hold med Messi og det mindre kendte hold med Line Røddik, den danske landholdsstopper, der spillede hele kampen mod ærkerivalerne fra Espanyol og vandt hele 6-0 med Kiespiger og drenge på lægterne.

Vores kamp mod Espanyol blev desværre ikke helt samme resultat, men ikke desto mindre fik vi med kampen et indblik i en anden form for spillestil og tilgang til spillet. Espanyol er som de fleste spanske hold dygtige på bolden, og de bruger gerne mange spillere i opbygningsspillet og sender lige så mange afsted i afslutningsspillet. Dette er en spillestil, vi ikke helt er vant til at se på vores breddegrader.

Selvom vi tabte 3-1 – et helt fair resultat i øvrigt – kæmpede pigerne bravt og eksemplarisk. Vi var ikke helt uden chancer og vi fik også scoret et rigtig fint mål”, siger Michael Skjold Hansen.

Jeg håber, at rigtig mange af pigerne tager denne kamp med hjem og husker tilbage på den som en super oplevelse. Nu har de prøvet kræfter med et spansk tophold (på ungdomssiden) og forhåbentlig har det givet dem et indblik i, at fodbold kan spilles og gøres på mange måder,” siger han.

Alt i alt ser vi tilbage på et rigtig fint fodboldhalvår med både positiv udvikling i gruppen og hos de enkelte spillere. Nu kører vi på resten af november og december, hvor der er KiesCup for henholdsvis U14 og U16 pigehold, lørdag d. 4. dec. fra kl. 10.00 til 18.00 – Så skulle du have lyst til at komme og se en god omgang fodbold er du meget velkommen.

Mere information omkring KiesCup fås ved at sende en mail til msh@kies.dk

God jul alle sammen.

Har du lyst til at se eller høre mere om Kies, holder vi åbent hus søndag d. 27. november kl. 13.00 – 16.00

Se mere på www.kies.dk  

  kies-november-2016-2