Signe er kommet stærkere tilbage efter skade

0
1715

Signe Kallesøe Bruun er på trods af sin unge alder allerede nået langt i sin fodboldkarriere. Hun har spillet 3F-kampe for topholdet Fortuna Hjørring, fået debut i Champions League som 16-årig og scoret 27 mål på ungdomslandsholdene – men for et år siden måtte hun sætte det hele på pause på grund af en overbelastningsskade. Nu er det unge talent på vej tilbage:

Af Solveig Valbjørn

“Jeg havde døjet lidt med lysken et stykke tid. Vi skulle til EM med U19-Landsholdet sidste sommer og der havde jeg døjet lidt med lysken. Det var ikke noget stort og jeg følte at jeg var klar, så jeg tog selvfølgelig med. Set i bakspejlet var det sindssygt dumt, for da jeg kom hjem igen stod det virkelig skidt til. Derfor måtte jeg holde en pause fra fodbolden og begynde at genoptræne lige så stille,” fortæller den nu 18-årige Signe Bruun.

Signe var blot 16 år da hun i 2014 skiftede til topholdet i Fortuna Hjørring for at spille 3F-Liga. Skiftet betød at Signe havde mulighed for at træne flere gange om ugen end hun havde været vant til, hvilket var et tilbud hun selvfølgelig ikke sagde nej til:

“Vi havde mulighed for at få ekstra individuel pladsspecifik træning, og jeg er jo angriber, så jeg fik tid til at træne en masse afslutninger. Sæsonen var også i gang, så jeg havde også mange holdtræninger ved siden af. Jeg ville for mange ting og så trænede jeg for meget i forhold til hvad min krop kunne holde til.

Signe i gang med genoptræning. Foto: Privat
Signe i gang med genoptræning. Foto: Privat

Vejen tilbage på banen

På grund af pludselige vrid, hurtige spurter og kraftige spark til bolden rammer lyske- eller lyskenskade ofte fodboldspillere. Lyskeskaders kompleksitet gør, at det kan være vanskeligt at bekæmpe sammenlignet med andre overbelastningsskader – og det har Signe i den grad oplevet:

“I de første par uger var genoptræningen at sidde og og klemme om en bold med benene. Lige pludselig kunne jeg så cykle, så det har gjort en del. Det gik langsomt, men det blev lige så stille bedre og bedre, og til sidst kunne jeg lave øvelser med vægte. Pludselig måtte jeg løbe i 10 minutter og lave nogle få afleveringer og det var på det tidspunkt helt vildt.”

Fremgangen i genoptræningen hjalp meget på at holde humøret og motivationen oppe i starten af Signes skadesforløb, men da hun begyndte at kunne deltage på træningsbanen begyndte det igen at gå den forkerte vej. Hertil havde hun heldigvis sat sig et klart mål:

“Da jeg begyndte at komme på banen stod det helt vildt stille i en lang periode. Der må jeg indrømme, at jeg var ret frustreret. Jeg har jo hørt om spillere der stopper pga. en skade, men jeg havde faktisk sat mig ned da jeg blev ramt af skaden og sagt at jeg ikke skulle være en af dem ligegyldigt hvor lang tid det så måtte tage.”

Signe er flyttet til Hjørring for at bo sammen med to veninder og samtidig mindske transporttiden til- og fra træning. Det har derfor også været svært at være flyttet hjemmefra for at spille fodbold, og så alligevel ikke kunne været med. Hun fortæller, at når det til tider har føltes sindssygt hårdt og umuligt har hun i perioder haft lyst til at smide håndklædet i ringen, har det været de små ting der har gjort forskellen og motiveret hende gennem skadesforløbet:

“Min fysiotherapeut har været en virkelig stor hjælp, og så har jeg haft min mor og mine veninder omkring mig, som har støttet og hjulpet mig gennem forløbet. Hver gang jeg så mine holdkammerater spille fik jeg endnu mere lyst til at komme tilbage og være en del af fællesskabet. Det mest frustrerende har været, at jeg har misset alle de træningstimer hvor jeg har kunne blive bedre, men hvor jeg i stedet bare har siddet inde i styrkelokalet. Men omvendt har det også givet mig en mulighed for at bygge mere på styrkemæssigt, hvilket jeg havde brug for,” fortæller hun.

Foto: Rami Gridish
Foto: Rami Gridish

“Jeg har fået en helt anden spilleglæde”

I dag går det meget bedre. Signe har formået at spille en fuld kamp uden problemer med lysken, men hun passer stadig på. Blandt andet går hun ud et kvarter før de andre og varmer op. Skadesforløbet har nemlig givet hende nogle erfaringer hun ikke ville være foruden og hun er overbevist om, at det har gjort hende til hende bedre fodboldspiller – både fysisk, men især også mentalt:

“Jeg er blevet meget mere bevidst om min krops signaler, og jeg tør nu at sige fra og gå ud fra træningen, når jeg kan mærke den forkerte smerte. Så selvom jeg gerne vil være med, og der står en klubtræner og en landstræner og forventer nogle ting, så lytter jeg nu til min krop. Og så har jeg også fået en helt anden spilleglæde, fordi det har været taget fra mig i al den tid, så jeg er meget taknemmelig hver gang jeg kan spille med.”

Den unge angriber drømmer om at komme på A-Landsholdet, men på nuværende tidspunkt er hun bare taknemmelig for at kunne spille og glad for at være en del af holdet i Fortuna Hjørring. I fremtiden vil hun dog gerne tage skridtet videre frem i karrieren, og hvad det så indebærer må tiden vise. Men da vi spørger Signe om hun har et godt råd til alle de fodboldpiger der enten har- eller vil blive udsat for en langvarig skade, kommer hun med et klart svar:

“Man skal lytte til sin krop, og selvom man føler man har overskud, skal man ikke være overmodig for det kan give tilbagefald. Det handler meget om at være tålmodig og stole på de overordnede retninger, der er lagt for skadesforløbet. Selvfølgelig skal det være hårdt og gøre lidt ondt at spille fodbold, men det må ikke gøre ondt på den dårlige måde, og det er der man skal turde at sige fra. Hold hovedet højt og fokuser på de små sejre. Det kan også være en god idé at sætte delmål i styrkecentret og stræbe efter dem og lige pludselig så står man på banen og så er det hele godt igen.”

Foto: Finn Lassen
Foto: Finn Lassen