Som klubber skal vi give hinanden mere arbejdsro og ikke køre rovdrift på hinandens talentudviklingsarbejde ved at skovle unge talenter ind fra naboklubberne i en hektisk jagt på kortsigtede resultater i pigefodbolden. Vi må have større fokus på spillerudvikling og på at hjælpe hinanden
KLUBNYT Af talentansvarlig i B.93, Vinnie Haldbo, og pigesportchef, Bjarke Møller
Sundby har rejst en vigtig og relevant debat om talentudviklingen i pigefodbolden. Og om grænserne for den. Det er ikke i orden, hvis man som licensklub går og skovler unge spillere ind udefra med rosenrøde løfter om 3F-karriere, landsholdsudtagelser eller USA-rejser langt ud i fremtiden, uden også at give spillere af egen avl spilletid og mulighed for at prøve sig af på det højeste niveau. Løfterne skal holdes, ellers svigtes pigerne. Som licensklub bør man holde skarpt fokus på spillerudvikling frem for blot at hæve forbrændingsraten af spillere. Generationer af spildte talenter kan blive ofret undervejs, hvis man ikke tænker sig om.
Der er efterhånden mange historier om unge piger, der blev fristet af gyldne løfter, fik meget få kampe, blev bundet til klubber, spildte kostbare år som bænkevarmere og ikke fik den spilletid, der skulle til for at realisere deres fulde potentiale som fodboldspillere. Er der ikke grund til lidt selvransagelse?
I talentarbejdet skal vi selvfølgelig turde give slip på de allerdygtigste spillere, når de selv ønsker at skifte. Sådan er det jo. Og der findes hierarkier, statuskamp og prestigeforskelle på og udenfor banen. Men som klubber skal vi også give hinanden mere arbejdsro og ikke køre rovdrift på hinandens talentudviklingsarbejde i en hektisk jagt på kortsigtede resultater. Vi må være mere tålmodige og føre en ordentlig dialog med omtanke og ansvarsfølelse overfor spillernes tarv og udvikling. I dag spildes rigtig meget tid på at lave henvendelser på spillere og at scoute, hvor man ellers kunne bruge mere tid ude på træningsbanerne til gavn for egne spillere.
Fødekæden går let i stykker
I dag er der i realiteten en alt for spinkel talentmasse i dansk pigefodbold og alt for få konkurrencedygtige klubber i ungdomsårgangene. Og samtidig er frafaldet af spillere i teenagealderen – også blandt talenterne – alt for stort. Men koncentrationen i færre klubber har også den sideeffekt, at de næstbedste risikerer at miste lysten. Det er katastrofalt med dette frafald. Til tider svækkes moderklubber, som bl.a. Sundby har oplevet efter en afvandring af talenter til BSF, og det bliver svært og til tider umuligt at stille hold, fordi de allerbedste hives ud af deres sociale netværk og venindemiljøer for at prøve lykken selv i en ung alder i licensklubber, der lokker med 3F karriere og mere til.
For når de dygtigste rykker til licensklubberne, uden at andre rykker den anden vej, går hele hold desværre i opløsning. Og fødekæden går i stykker. Det næste er så, at DBU får svært ved at samle konkurrencedygtige hold nok til U19, og siden til U18 øst rækkerne, og selv i U16 øst er der for få hold. Det kan ende i en ond spiral.
Hold debatten åben
Licensklubberne bør engagere sig i at skabe et stærkt og bredt forankret økosystem for pigefodbold, der rækker ud over den enkelte klub. I stedet for bare at kigge på snævert på sin egen klubs interesse. Det nytter ikke bare at gemme debatten til bilaterale kaffemøder eller i studehandler i korridorerne. Eller at lukke debatten af, før den kommer i gang. Vi bør føre en åben debat. Det skylder vi hinanden, ikke mindst nu hvor DBU har taget det fantastiske initiativ at oprette en kvindekommission, så vi kan få styrket pigefodbolden i Danmark.
Både vi som klubber og DBU bør sætte flere ressourcer af til at styrke talentudviklingen for pigerne. Det fortjener pigerne. Det kan ske internt ved, at vi giver pigerne lige så gode udviklingsrammer som drengeeliteholdene med ansættelse af dygtige og veluddannede trænere, sikring af gode baneforhold, bolde, materialer, adgang til styrkerum, fysioterapi, egne omklædningsrum etc. Det gør vi en del ud af i B.93, hvor vi også ønsker at styrke den individuelle talentudvikling ekstra. Samtidig skal de bedste pigespillere have mulighed for at træne og blive matchet mod drengeelitespillere.
Det er et langt sejt træk at sikre ægte ligestilling i dansk fodbold i de enkelte klubber. Men vi er også nødt til at tænke ud over vore egne klubber, vores egen næsetip og jagten på de kortsigtede resultater, så vi får skabt et stærkt, rigt og mangfoldigt økosystem, hvor spillerne får mange velfungerende klubber og hold at udvikle sig på.
Et stærkt økosystem for talentudvikling
Hvis alle de bedste spillere samles i en håndfuld store klubber, gør vi dansk pigefodbold alt for sårbart, og vi taber mange dygtige talenter i svinget. Det giver flaskehalse og mindre spilletid – selv til talentfulde spillere, der i deres moderklub måske kunne få bedre udfoldelsesmuligheder.
Vi kan ikke bygge fremtidens pige- og kvindelandshold ved at satse på blot 60-80 elitespillere pr. årgang, for sandheden er, at vi ikke på forhånd ved, hvem der slår igennem i den sidste ende. En Diego Costa startede først i klubfodbold som 16 årig, og for nogle træder talentet først i karakter i en sen alder. Og det er ekstremt svært, om ikke umuligt, at spotte, hvem der blandt de 13-16 årige piger bliver den næste Pernille Harder. Derfor er det afgørende at skabe en større bredde, selv i elitemiljøerne, så flere boblere får frihed til at udvikle sig som hele mennesker og som boldspillere, og sidenhen kan finde deres egen vej til toppen.
Vi er alle en del af noget større, og licensklubberne bør bidrage til, at talentudviklingen også får gode vilkår i de mindre naboklubber. I U13 rækkerne på Sjælland har vi lavet fælles træninger for de bedste piger på tværs af klubber, og den slags kan styrke talentudviklingens økosystem. Det er det, når vi ikke presser pigerne væk fra deres moderklub, men giver dem lejlighed til at træne sammen med de bedste fra de andre klubber og matches på højeste niveau – men samtidig så de derhjemme i moderklubben stadig får plads til at være de bedste. Men hvorfor kan det ikke også gøres på U14, 16 og 18? Måske er det på tide at eksperimentere mere med dette, så der ikke bare er gold konkurrence om de nye DM-spillere, men etableres et åbent og forpligtende klubsamarbejde, hvor vi sætter spillernes udvikling i centrum.
DBU kan også gøre en forskel
DBU kan understøtte denne form for tværgående samarbejde om talentudviklingen. Og det har DBU da også gjort ved at sende dygtige trænere til nogle af de fælles talenttræninger eller via samlinger. Der kan sikkert laves meget mere på dette felt. Men strategien og indsatsen skal hænge sammen i alle led. Og gør den det? Da DBU sidste år besluttede at droppe U19 eliterækkerne og nedlægge U17DM til fordel for U18DM var en af hovedbegrundelserne, at man ønskede at holde flere unge spillere i ungdomsfodbolden, før de skulle blive seniorspillere. Målet var, at gennemsnitsalderen i 3F og 1. Division skulle hæves. Der er dog måske snarere sket det modsatte.
Flere unge spillere på 15 og 16 år, der har spillet U17 og U19 landskampe er blevet presset til at skifte til 3F og 1. Divisionsklubber for overhovedet at kunne blive udtaget til ungdomslandsholdene. Det har sat piger i en ung alder under pres for at skifte klub. Det er muligt, at det for den enkelte er det rigtige, men det spreder sig som ringe i vandet. For det får ikke kun de allerbedste til at skifte. Også de næstbedste, der drømmer om at blive udtaget til ungdomslandshold, føler nu, at det er nødvendigt at følge efter i slipstrømmen. Men risikoen er, at kvaliteten af den bedste ungdoms DM-række bliver tyndet ud i stedet for at blive styrket.
Vi skal ikke lege monopoly med pigerne
Vi har brug for masser af konkurrence, så dansk pigefodbold kan komme op på det næste niveau. Det kræver hård konkurrence i alle ungdomsårene og diversificeret talentudvikling i mange forskellige klubber med god geografisk spredning. Men det får vi ikke, hvis alle talenterne samles i få storklubber. Det kan skabe geografiske fodboldmonopoler. I det økonomiske liv er monopolvirksomhed meget skadeligt, for det hæmmer innovationen og udviklingskraften. Det dræber de skæve eksistenser og små opstartsvirksomheder, der får nye ideer. Vi må derfor finde ud af, om pigefodbolden i Danmark skal være for nogle få monopolmanagere? Eller har vi tværtimod brug for mange levende, forskelligartede konkurrerende vækstmiljøer? I B.93 er vi af den opfattelse, at der bør satses mere på det sidste.
De unge piger skal have lov og plads til at folde sig ud som spillere, eksperimentere mere frit og blive dygtige til 1-mod-1 udfordringer i stedet for at fremskynde overgangen til det mere taktisk betonede og resultatorienterede seniormiljø. De mange unge talenter skal ikke proppes ind i en standardiseret pølsemaskine. De skal have tid og plads til at eksperimentere, kunne lege spilleglæden frem og turde lave fejl, frem for at disciplineres for hurtigt i rigide taktiske spilsystemer. Det er selvfølgelig vigtigt, at talenterne får kvalificerede og kyndige trænere, men pigerne skal også have en masse gode medspillere og trygge sociale rammer, hvor de tør folde sig helt ud.
Behov for nye incitamenter?
Talentarbejde kræver tålmodighed, tillid og samarbejde mellem alle os, der er involveret i pigefodbolden. Der er ikke nemme og enkle svar. Der er ikke en standardløsning, der kan proppes ned over alle spillere og klubber. Men vi skylder i det mindste hinanden at føre en åben dialog om, hvordan vi forbedrer talentudviklingen i dansk pigefodbold. Den dialog vil vi gerne bidrage til i B.93. Og vi lytter gerne til forslag til, hvordan vi kan være med til at hjælpe til at føre nogle af ideerne ud i livet.
Hvad kan vi som licensklubber gøre for at hjælpe naboklubberne? Hvad kan vi gøre for at give inspiration trænerne imellem? Og bør DBU ændre incitamentstrukturen, så de mange gode klubber i licenssystemets underskov, der arbejder seriøst og langsigtet med den fulde fødekæde af pigespillere, belønnes bedre? Det er vigtigt, at der er gode incitamenter til at arbejde med og investere i pigerne fra de er helt små til de folder sig ud som store talenter. Og det bør ikke bare være de største og stærkeste 3F liga klubber, der skummer fløden. Det bør også være noget til dem, der laver forarbejdet. Det lange seje forarbejde fra de alleryngste årgange og hele vejen op i fødekæden, årgang for årgang, såvel for bredden som for eliten.
Det er ikke bare klubberne og DBU, der kan gøre noget ved sagen for at give pigerne ordentlige vilkår til at udvikle talentet. Forældrene må også tage et medansvar. Nogle forældre har meget store drømme på pigernes vegne og presser deres døtre til at skifte til de prestigefyldte store klubber i en meget ung alder. Også i en for ung alder. Her er der brug for en oplysningsindsats.
Hvem giver forældrene neutral rådgivning, når henvendelsen fra de førende licensklubber kommer til deres dygtige datter? Her bør forældrene huske at spørge ind til spilletid, træningsmetoder, udviklingsplaner osv, når der står en ny klub og banker på døren. Forældre bør altid stille sig det kritiske spørgsmål, hvorfor skal min datter skifte klub? Er det virkelig nødvendigt, og hvilken forskel gør det? Ønsker mit barn at skifte klub, eller ligger hun under for et pres fra omverdenen?
