Rekordmange FC Horsens-piger på Talent-idrætsklasserne

0
1655

KLUBNYT / Onsdag morgen, den 22. februar, hang regndråberne tungt over CASA Arena Horsens, men da klokken slog 8 trak skyerne barmhjertigt væk, og solen stod skarpt ned over kunstgræsset, hvor hele 11 spændte piger fra årgang U13/14 fra FC Horsens skulle til optagelsesprøve til Talent-idrætsklasserne i Horsens Kommune.

Anne Dot Eggers stod klar til at tage imod spillerne, og sammen med de øvrige i teamet blev der budt velkommen, forud for vurderingen af de unge fodboldtalenter.

Anne Dot Eggers er træner for pigefodboldspillerne på Talent-idrætsklasserne, og stod naturligvis også for dagens træning, som foregik sammen med de nuværende talenter på skolen. Den tidligere landsholdsspiller med 118 A-landsholdskampe blev i 2003 kåret til årets spiller, så øjnene der vurderede spillerne ved præcist hvad de skal kigge efter for at spotte talentet og potentialet. Dette sker bl.a. i kompetent samråd med en uvildig træner samt eliteidrætskonsulent og klubrekordindehaver i AC Horsens Søren Jochumsen.

Fodboldspillerne modtager i disse dage tilbagemeldinger på hvordan optagelsesprøven er forløbet – og det så bestemt lovende ud under den halvanden times screening.

Talentmassen er stor hos pigefodboldspillerne på Bankager, hvor FC Horsens holder til. FC Horsens er dominerende i den bedste pigefodboldrække i årgang 2003 og 2004 som svarer 7. og 8. klassetrin i det kommende skoleår. Flere af de nuværende spillere på Talent-idrætsklasserne er da også inde omkring DBU’s Talent-træning i U14. Et udtagelsesforløb som for de dygtigste U13 pigers vedkommende starter hen imod sommeren.

Ovenpå onsdagens prøvetræning følger en personlig samtale på Langmarkskolen, hvor Talent-idrætsklasserne holder til. Det er elevens sportslige nivau og potentiale samt den efterfølgende personlige samtale, der afgør, hvem der optages til Talent-idrætsklasserne eller eliteklasserne, som de populært også omtales.

De foreløbige meldinger går på, at næste års gruppe kan komme helt op på 16-18 spillere, hvilket vil optimere træningspassene for fodboldpigerne. I forvejen er 13 pigefodboldspillere på ordningen i denne sæson.

Eliteidrætsklasserne

Anne Dot Eggers er ved siden af at være træner for pigerne på eliteklasserne lærer på BGI Akademiet, som også rummer en fodboldlinje.

På Eliteklasserne får eleverne 2 ugentlige morgentræninger samt målmandstræning oveni den skolenominerede idrætsundervisning. Eleverne målstyres så de både udnytter det faglige og sportslige potentiale i et miljø sammen med andre elever, der brænder for idræt.

Desuden er skadesforebyggende træning, fys, mulighed for styrketræning og vejledning omkring sportsernæring en del af sportsklasserne på Langmarkskolen.

Som noget nyt i år er det også muligt at blive optaget som Sportscollegeelev for piger, der påbegynder eller er i gang med en ungdomsuddannelse. Sportcollege har allerede modtaget flere ansøgninger, så på den måde er der rigtig meget grøde i tingene.

Sportscollege-ordningen går som i Talent-idrætsklasserne ud på koordinering af aktiviteter for spillere på udvalgte hold som f.eks. landshold – sidste frist for at søge om optagelse er den 1. marts.