Manchester City vandt 1-0 på Bredbånd Nord Arena i den første af to Champions kvartfinaler. Nu venter der Fortuna en svær, men ikke umulig opgave på udebane.
Af Sophie Lysholt
Det var to halvlege, der var som sol og måne, da Fortuna Hjørring torsdag aften spillede den første af to Champions League-kvartfinaler mod Manchester City foran 2036 tilskuere i Hjørring.
Hjemmeholdet kom ud til kampen med noget der lignede frygt for de engelske modstandere. Fortuna manglede ro og tålmodighed i opspillet og med en boldbesiddelse på 36 % og nul skud på mål, var klasseforskellen til at få øje på.
Efterhånden sled Fortuna Hjørring sig dog mere ind i kampen, men i en periode, hvor hjemmeholdet var lige ved at få mere styr på opspillet, gjorde verdens bedste fodboldspiller Carli Lloyd det surt for nordjyderne. Med et perfekt indlæg headede amerikaneren bolden i mål til 1-0 efter 36 minutter. Manchester City udnyttede ikke deres momentum yderligere, og Fortuna kunne gå til pause med håbet om stadig at udligne.
Caroline Møller
I anden halvleg viste danskerne en helt anden gejst, og de rykkede spillet længere frem på banen. De brød bolden og vandt både nærkampe og dueller. Det resulterede også i syv gule kort på 14 minutter, heraf fire til Fortuna.
Da der var spillet 56 minutter skiftede cheftræner Brian Sørensen ud for første gang i kampen. Han byttede en halvskadet Camilla Kur med den 18-årige Caroline Møller. Den unge u19 landsholdsspiller gjorde et fremragende indhop og viste fodbold på meget højt niveau. Hendes første aktion resulterede i et hjørnespark, og herefter havde hun Fortuna Hjørrings eneste reelt farlige afslutning. Det lignede mest et indlæg, men kun med det yderste af handsken kunne city-målmanden vifte den over mål til endnu et hjørne. Ud over unge Møller viste også Frederikke Thøgersen en yderst stabil arbejdsindsats. Hun blev dog aldrig rigtig farlig i englændernes felt.
Fortjent
Selvom nordjyderne gennemgik en forvandling i pausen og spillede en intens anden halvleg, må det ses som fortjent, at Manchester City forlod banen som sejrskvinder. Ud over sejrsmålet havde de flere store chancer og blandt andet et hovedstod fra Carli Lloyd i midten af anden halvleg, der blev headet væk på stregen.
De to hold spiller returopgør i Manchester om syv dage.