Josefine Funch efterudtaget til EM-kvalifikationskampe

0
1537

Josefine Funch er netop blevet efterudtaget til U17-landsholdets EM-kvalifikationskampe i Bosnien-Hercegovina, der spilles i den kommende uge. FODBOLD FOR PIGER har talt med midtbanespilleren om hendes forventninger til turen.

Af Solveig Valbjørn

Josefine Funch fra FC Damsø fik forleden en af de sjovere henvendelser fra DBU. Det unge talent blev nemlig efterudtaget til de tre EM-kvalifikationskampe, som U17-landsholdet skal spille i den kommende uge mod henholdsvis Bosnien-Hercegovina, Wales og Norge:

“Jeg blev selvfølgelig utrolig glad. Jeg glæder mig til skulle repræsentere mit land, for det er jo altid en ære at trække den rød-hvide trøje over hovedet. Og så er det jo bare fedt at være én af de få fra min årgang der skal spille EM-kvalifikationskampene.”, fortæller Josefine.

U17-landsholdet er allerede taget afsted, selvom kampene først spilles i den kommende uge. Josefine fik beskeden om udtagelsen dagen før afgang, og det betød, at det unge talent fik endnu flere nerver på:

“Jeg har også været lidt nervøs, da jeg normalt til sådan en tur bruger meget tid på at forberede mig både mentalt og fysisk. Men eftersom jeg blev udtaget dagen før jeg skulle afsted, så var der ikke rigtig tid til dette.”

Kampene bliver Josefines første for U17-landsholdet, da hun i en periode har været ude med lyskeproblemer. Landsholds-debuten har hun allerede fået på U16-landsholdet, men dette ændrer ikke på Josefines forventninger til turen:

“Jeg glæder mig til at gå ind og få debut som U17-landsholdspiller, da det er en ubeskrivelig følelse at træde ind på banen til en landskamp. Jeg har været igennem en lang skadesperiode med fokus på genoptræning, hvor fodbold har været helt ude af hverdagen for en stund, og derfor er det fantastisk at være tilbage og få chancen for at repræsentere mit land igen. Jeg ser frem til en masse gode træningspas og udfordrende kampe, og forhåbentlig lægge nye dimensioner til mit spil og udvikle mig endnu mere,” lyder det fra Josefine.

De tre kampe spilles mandag den 20. marts, onsdag den 22. marts og lørdag den 25 marts. Kampene spilles på Mladost Stadium (Bosnien-Hercegovina), og kan følges via dette link: U17-landsholdets program.
Du kan se de øvrige udtagne her.