U18 DM: Fortuna Hjørring storsejrede over Hillerød

0
1524

Da Fortuna Hjørrings U18 DM-hold var på besøg i Hillerød i lørdags, kunne de tage en 5-0-sejr med hjem i bagagen. Ifølge udeholdets anfører Olivia Runge er sejren utrolig vigtig for holdet.

Af Solveig Valbjørn

Fortuna Hjørrings anfører Olivia Runge var tilfreds med det meste i lørdagens kamp mod Hillerød i U18 DM-ligaen. Og det giver god mening, når udeholdet vandt med hele 5-0. Men det til trods, så er der plads til forbedringer, mener anføreren:

“Kampen forløb rigtigt godt, og det var fedt at vi fik scoret relativt tidligt i kampen. Vi spillede egentligt ikke særligt godt, men vi var til gengæld rigtig gode på den sidste tredjedel af banen, hvor vi virkelig fik udnyttet vores chancer. Det fungerede også godt med dødboldene, hvilket gjorde, at vi fik scoret på en masse forskellige måder,” siger Olivia.

Efter 15 minutter bragte Fortuna Hjørring sig foran på mål af Maram Karmani, og herefter fordoblede Frederikke Brix føringen kort før pausen. I anden halvleg slog landsholdsspillerne Emma Snerle og Annica Schreiber sejren fast med yderligere tre mål.

Sejren er ifølge Olivia rigtig vigtig for holdet, der lige nu indtager en 9. plads:

“Inden kampen havde vi fokus på at vi bare skulle vinde. Det er lang tid siden vi har vundet en kamp, og derfor ville vi bare gerne have de tre point med hjem. Vi har ikke nogle kampe de næste to uger, og derfor betyder sejren rigtigt meget. Det er fedt når man kan mærke at al den forberedelse og hårde træning faktisk giver pote. Og så giver det selvfølgelig også et selvtillidsboost til holdet, som er utroligt vigtigt,” fortæller Olivia.

Øvrige resultater fra ugens runde i U18 DM

  • Vilbjerg – BSF: 3-1
  • Team OdenseQ – Brøndby: 0-6
  • Team Viborg – B 93: 6-1
  • Varde – Skovbakken: 1-0
  • KoldingQ – IF Lyseng: Spilles først klokken 17:00