På fredag skal Fortuna møde BSF i første kamp i slutspillet. Overliggeren bliver sat højt og de grønblusede skal være dominerende i alle 90 minutter, fortæller Fortunas cheftræner.
Af Sophie Lysholt
Fortuna Hjørring har haft travlt i den seneste måned. De har både lagt arm med engelske Manchester City i Champions-League kvartfinalen og været oppe imod Brøndby i pokalturneringen. Ingen af delene førte til sejr, og nu venter tredje og sidste mulighed for at hente metal til det nordjyske, når det danske mesterskab skal afgøres i løbet af foråret.
Første step er på fredag, hvor de møder BSF på udebane. Men for cheftræner Brian Sørensen handler det ikke bare om at få en sejr.
”Vi sætter overliggeren højt, og vores spil skal være flydende og i flow. Vi skal også holde vores aftaler og være dominerende i samtlige 90 minutter. De skal ikke have så meget som en lillefinger af noget.”
Men de mange kampe oven i hinanden har ikke været en optimal optakt til det vigtige slutspil.
”Jeg har nogle spillere, der i hele sidste uge ikke engang var klar til at træne ordentligt med. Ikke fordi de var skadede, men fordi de rent fysisk var kørt ned. Og det er nogle hårde kampe. Men vi har talt om det, og fra nu af er al fokus på slutspillet og på at vinde mesterskabet.”
Tror på guld
Fortuna Hjørring er i øjeblikket fem point efter Brøndby i slutspilstabellen, og det betyder, at de grønblusede er tvunget til at vinde i de indbyrdes opgør mellem de to hold. Sidste år var det Fortuna, der løb med æren og pokalen, men i år ser vejen sværere ud. For Brian Sørensen er der dog ikke nogen tøven.
”Vi tror på, at vi vinder guldet. Hvis vi er skarpe og præsterer som vi plejer at gøre, når vi er friske, så er jeg ret sikker på, at det lykkes.”
Nordjyderne tabte ellers 0-3 i det seneste opgør mod Brøndby, men ifølge cheftræneren var det ikke et resultat, der viste kampens egentlige forløb.
”Nederlaget til Brøndby i pokalen afspejler ikke kampens forløb. Vi var ikke friske i den kamp efter Champions League, og det til trods dominerede vi faktisk hele kampen.”
Selvom der er nogle runder til, at de to hold mødes igen, tæller hvert point i kampen om medaljerne. Første skridt på vejen er BSF på fredag klokken 13.00.