Sundby-anfører: Vi smed det hele til sidst

0
1333
Sundby-Varde pokalsemifinale

 

Sundby havde revanche til gode, da de tog imod Varde lørdag eftermiddag. Det tegnede da også godt for københavnerne, indtil der var seks minutter tilbage af kampen.

Af Sophie Lysholt

Sundby tog lørdag eftermiddag imod Varde på Kløvermarken. Sidst de to mødtes, løb Varde med en 5-1 sejr, men det resultatet havde sjællænderne ikke tænkt sig at rende ind i igen.

Allerede efter seks minutter bragte Ditte Pedersen hjemmeholdet foran. Efter en halv time slog Caroline Kold Anker til med sit andet mål i sæsonen, og det så lyst ud for Sundby.

”Vi spillede faktisk rigtig godt i den periode, og vi havde det meste af spillet. Varde har nærmest ikke flere chancer, end dem, de scorer på,” sagde Sundby-anfører Malene Huusom efter kampen.

En af de chancer kom, da der var ti minutter tilbage af første halvleg. Her sendte kvalrækkens topscorer Solveig Andersen en reducerende bold i Sundbys netmasker, og pausestillingen var 2-1 til Sundby.

Den stilling holdt længe, og efter 84 minutter satte Pernille Helmark næsten lås og slå på Sundbysejren med scoringen til 3-1. I Varde-lejren var det en kold spand i hovedet, og det så næsten umuligt ud at score to mål på seks minutter.

”Det var lidt op ad bakke, da de scorede til 3-1. Men vi fik rystet det af os, og så blev vi ved med at tro på, at det kunne lykkes,” forklarede Vardes Jane Jeppesen

Utroligt

Og så skete det utrolige faktisk. Varde samlede sig selv op fra græsset og formåede at score hele to gange i overtiden. Først på et indlæg af Line Vilhelmsen, som Jane Jeppesen sendte i mål på et flyvende hovedstød, og derefter på et direkte frispark af selvsamme Jeppesen lige uden for feltet. Ærgrelsen var til at tage og føle på hos Sundby-anføreren efter kampen.

”Vi står med en virkelig ærgerlig og tom følelse lige nu. De scorede nærmest i det sekund dommeren fløjtede kampen af. Det er så ærgerligt, at vi smider det hele til sidst, og det er ærgerligt, at vi giver dem de dumme mål.”

I Varde var oplevelsen naturligvis en lidt anden.

”Sundby gik hårdt til Solveig Andersen lige uden for feltet, og så gik mit frispark ind, og det var virkelig dejligt. Så det var en holdpræstation med vilje og fight i dag, men bestemt ikke kønt,” den dobbelte målscorer Jane Jeppesen efter kampen.

Nu er Varde-spillerne glade og trætte på vej hjem i bussen, mens Sundby skal sluge de dyrebare to minutter i en ellers velspillet fodboldkamp set med Sundby-briller.