Vardes U18-piger er klar til pokalsemifinalen

0
1041

Tirsdag spillede Vardes U16-piger sig i den jyske pokalsemifinale, og onsdag var det så klubbens U18-piger, der kunne spille sig videre til semifinalen. Varde vandt på udebane over KoldingQ med 0-1 og skal nu op mod AaB i den ene pokalsemifinale. I den anden semifinale mødes Fortuna Hjørring og IF Lyseng. Begge semifinaler spilles den 18. maj.

KoldingQ er tophold i U18 DM-ligaen, hvor Varde er nummer otte. Derfor var koldingenserne små forhåndsfavoritter før onsdagens kamp. Men Varde lagde stærkt fra start og det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet, blev scoret allerede efter fire minutter. Varde pressede på foran KoldingQs mål. En clearing fra KoldingQ landede for fødderne af anfører Emilie Hedelund, der stod udenfor feltet, og hun sparkede den resolut i mål, uden chance for målmanden.

Vardes Julie Dinesen fik en advarsel i slutminutterne, og derfor måtte holdet klare sig med 10 mod 11. Men de holdt stand.

Det var en forløsning for alle, med tilknytning til Varde, da dommeren fløjtede kampen af. Der var nu bevis på, at når spillerne står sammen som ét hold, så er ingen opgave for svær. Det handler blot om at have viljen, troen og sammenholdet til det,” lyder det i en mail fra Varde.