Næsby og Odense Q havde alle chancer for at rykke fra de to øvrige forfølgere, da de mødte henholdsvis Sundby og Varde. Begge hold tabte dog 2-0, og alt er fortsat helt åbent i kvalrækken.
Af Sophie Lysholt
Der var meget på spil for både Næsby og Odense Q, da de skulle i kamp i femte spillerunde. Med to fynske sejre kunne holdene spille sig væsentlige point foran Sundby og Varde, men begge hold returnerede til Fyn med nederlag i tasken.
I kampen mellem Næsby og Sundby var det ellers gæsterne, der kom bedst fra start. Efter to minutter viste Næsby tænder første gang med en stor chance, men det blev i stedet hjemmeholdet, der bragte sig foran efter seks minutter på mål af Nana Gram. Det tog luften ud af Næsby-truppen, og Sundby gik til pause med en 1-0 føring. I anden halvleg kom fynboerne med mere vilje og energi, men det blev aldrig til mere end lige ved og næsten. I stedet var Sundby skarpere, først med et hovedstød på overliggeren og efter 84 minutter med scoringen til 2-0, igen sat ind af Nana Gram.
I den anden topkamp var Odense Q taget til Varde for at hente den fjerde sejr i træk. Præcis som i kampen mellem Sundby og Næsby kom hjemmeholdet foran efter seks minutter, da Vardes Signe Brinch Nielsen scorede. I store perioder var det da også Varde-mandskabet, der havde spilovertaget, og efter 71 minutter omsatte Solveig Andersen en pareret afslutning fra Line Vilhelmsen til mål.
Med weekendens resultater er der blot to point fra fjerdepladsen til førstepladsen, og det er umuligt at spå om, hvem der ender på de eftertragtede oprykningspladser.
I kommende weekend er der kamppause for de fleste. Dette gælder dog ikke Varde, der står foran den historiske pokalfinale mod Brøndby på fredag.