KoldingQ tabte 2-0 til Fortuna Hjørring i en kamp med flot fight men få Kolding-chancer. Alligevel er Koldings Sara Thrige positiv over præstationen.
KoldingQ var på en svær opgave, da de tog imod topholdet fra Fortuna. Det blev til et nederlag på 0-2, men Kolding-spilleren Sara Thrige er overvejende tilfreds med præstationen alligevel.
”Vi forsvarer rigtig meget, løber rigtig mange meter og bliver ved med at kæmpe, selvom Fortuna sidder på kampen. Så det er en okay følelse lige nu.”
Hun er dog heller ikke i tvivl om, at resultatet var det rigtige set over hele kampen.
”Vi formår ikke at spille os bedre og længere frem på deres banehalvdel og til chancer, så vi er meget afklarede med, at det var en fortjent sejr til dem.”
Som forventet var det da også gæsterne fra Fortuna, der sad på det meste af kampen, men udeholdet havde svært ved at få bolden ind bag landsholdskeeper Stina Lykke, der stod en flot kamp for Kolding.
Det var først efter 70 minutter, at den netop skadesfri Camilla Kur bragte udeholdet foran 1-0. Efter 84 minutter slukkede Fortuna så for spændingen, da Caroline Møller Hansen fordoblede føringen og lukkede kampen ved stillingen 2-0. Alligevel var der flere gode ting at tage med videre.
”Det betyder meget for os, at vi kan stå fast i så lang tid, fordi de bliver mere og mere frustrerede over, at de ikke kan score. Vi har før prøvet at falde fra hinanden, når vi har det svært, men det gjorde vi slet ikke i går.”
I den anden slutspilskamp tabte Skovbakken 1-4 til BSF, og det resultat kom på et godt tidspunkt i forhold til Kolding og deres chancer for bronze. Nu er Kolding nemligQ to point foran i tabellen, og med en sejr over netop Skovbakken i næste weekend, ser det rigtig godt ud med medaljechancerne.
”Vi vil gerne have den bronzemedalje, og nu har vi vundet to ud af de tre seneste kampe, så vil vi gøre alt hvad vi kan, for at få den. Det er dejligt, at vi selv kan afgøre det, så det bliver en virkelig spændende kamp næste weekend, som jeg glæder mig til,” siger Sara Thrige.
Kolding møder Skovbakken i Århus den 2. juni klokken 13.00