KoldingQ på vinderkurs efter kneben 2-1 sejr

0
1372

U18 DM-ligaens førerhold KoldingQ sikrede sig 3 point i tirsdagens  kamp efter en 2-1 sejr over Team Odense Q. Det giver KoldingQ et forspring på otte point ned til Team Viborg på andenpladsen, der til gengæld har spillet to kampe mindre.

Af Andrea Signe Trolle

Der var ingen tvivl om at en sejr til KoldingQ i tirsdagens opgør mod Team Odense Q ville være det mindst overraskende resultat. Det blev da også en sejr på 2-1 til hjemmeholdet KoldingQ, som med sejren bringer sig endnu tættere på at ende som vinder af U18 DM rækken.

Allerede efter 7 minutters spil bragte KoldingQ sig foran på mål af Mathilde Anna Sterndorf. Den føring blev forøget yderligere tre minutter før pausefløjt, hvor Maria Agerholm Olsen kunne gøre det til 2-0 efter et hjørnespark. I kampens sidste minutter fik Team Odense Q reduceret til 2-1 på mål af Nicoline Kiilsholm Bæksted, men det var ikke nok til at få point med hjem til Fyn. Målscorer fra KoldingQ, Maria Agerholm Olsen, fortæller følgende om kampens forløb:

”Vi kom rigtig godt fra start og får scoret forholdsvis hurtigt, og især efter andet mål får vi ro på vores spil, men de sidste 30 minutter af kampen blev meget stressende, fordi Odense fik scoret. Overordnet set lykkes vi med at ramme hinanden, vi får kommunikeret godt og løbet meget for hinanden i især første halvleg. Det føles altid godt at score, og især direkte på hjørnespark, hvor jeg fik bolden sat ind i det korte hjørne,” fortæller Maria.

Med kampens resultat øger KoldingQ føringen ned til Team Viborg på andenpladsen, så der nu er otte point mellem de to hold. KoldingQ har til gengæld spillet to kampe mere end Team Viborg. Men forspringet ned til Team Viborg giver et godt udgangspunkt for sæsonens afsluttende fase ifølge Maria:

”Vores mål for resten af sæsonen er at vi får spillet vores unge hold ‘sammen’ fordi der er rigtig mange nye unge spillere, og så er det er en klar bonus, hvis vi vinder de sidste kampe. Jeg håber og tror på vi sagtens kan vinde guld hvis vi tror på det og vi præsterer som vi gjorde i går, men det kræver at vi i de kommende kampe sidder tæt på vores mand på de forskellige pladser og får gang i vores spil.”

Denne uge har også stået på to andre kampe. Mandag aften tog Vildbjerg imod Varde i en kamp, som endte med en sejr på 4-1 til hjemmeholdet. Tirsdag aften var der lokalopgør på Sjælland, hvor Brøndby IF mødte Hillerød. Kampen endte med en 5-3 sejr til pigerne fra Vestegnen.