Fortuna Hjørrings træner Brian Sørensen har ikke den store fidus til et nyt samarbejde og udviklingsprojekt, som tirsdag blev lanceret mellem DBU og Kvindedivisionsforeningen. Målet er at løfte dansk kvindefodbold og skabe en ny og mere ambitiøs kvindeliga. Men selv om der skydes 650.000 kroner i projektet fra DBUs side, så tror Brian Sørensen ikke, at samarbejdet kommer til at rykke det store.
”Det er kun glædeligt, at man gerne vil have flere folk på lægterne, og det er selvfølgelig påkrævet. Det er fine tiltag, men jeg så hellere, at man gjorde produktet bedre ved at støtte klubberne økonomisk, så man kunne få en mere professionel hverdag ude i ligaklubberne,” siger Fortuna-træneren til DR Sporten.
Som en del af udviklingsprojektet skal der ansættes en projektleder, som ‘skal gøre op med udfordringerne og sikre ligaens fremtid’. Der skal indhentes erfaringer fra Europas stærkeste kvindeliga i bl.a. Tyskland, England og Sverige, og der skal kigges på både branding, sponsorer, fankultur og mediedækning. Men Brian Sørensen savner det vigtigste, nemlig spillerne:
”Produktet bliver kun bedre, hvis forholdene for spillerne bliver bedre. Spillerne skal altså kunne købes fri, så de har mulighed for at træne syv-otte gange om ugen, som vi eksempelvis gør,” siger Brian Sørensen til DR Sporten.
“Som at tisse i bukserne”
”Det handler om at øremærke nogle penge til klubbernes spillerbudgetter. Det vil være første skridt på vejen. Det har jeg sagt i snart otte-ti år, så forhåbentlig lærer de det snart i stedet for at poste penge i lønninger til kommercielle ledere og fine tiltag. DBU’s tiltag er lidt som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det er for kortsigtet, og det kommer ikke til at rykke ved det væsentlige,” siger han.
Fortuna Hjørring og Brøndby har delt mesterskabet mellem sig de sidste 15 år, og det bliver der ikke rokket ved, fordi DBU og Kvindedivisionsforeningen opfinder endnu et udviklingsprojekt, mener Fortuna-træneren.
”Fortuna og Brøndby er så langt foran de andre klubber, fordi de som de eneste kan tilbyde spillerne noget der minder om et fuldtids-setup. Fejlen med DBU’s forskellige tiltag er, at man glemmer det vigtigste – nemlig selve produktet,” lyder kritikken fra Brian Sørensen.
Læs også: Nyt samarbejde skal løfte Kvindeligaen