Efter licensudvalget afviste FC THY – Skyums licensansøgning tilbage i april, ankede klubben ansøgningen. Det har vist sig at være en god investering, for nu har FC THY – Skyum fået hold i sin sag og er derfor klar til U18 DM efter sommerferien.
Af Andrea Signe Trolle
Den 3. april fik FC THY – Skyum den triste besked fra DBU, at klubben heller ikke i denne omgang havde fået licens til U18 DM ligaen. Men den afgørelse var de ikke tilfredse med i FC THY, så klubben besluttede at anke. Og det har nu vist sig at være en god beslutning. For efter en revurdering af licensansøgningen har licensudvalget besluttet, at klubben lever op til U18 DM kravene. Derfor bliver FC THY – Skyum nu et af 12 hold, som skal spille U18 DM fodbold efter sommerferien.
Formand for FC THY Piger Bent Andersen fortæller følgende om sagen:
”Vi søgte om licens i 2015 og 2016, men fik afslag med begrundelsen, at det sportslige niveau ikke var højt nok. I år fik vi også først afslag med samme begrundelse, men i vores ankeskrivelse har vi netop dokumenteret, at vores forskellige årgange alle præsterer på et højt nok niveau til at opfylde kravene. Desuden har vi begrundet, at licensudvalget bedømmelse også skyldes, at DBU havde set pigerne spille få gange til at foretage vurderingen og det fik overbevist appeludvalget. Det er højst usædvanligt, at en klub vinder en ankesag om licens, så det har været en yderst god sag for FC Thy,” siger han.
Hårdt arbejde op til ansøgningen
Op til licensansøgningen har klubben gennemført forskellige tiltag, som skulle gøre klubben parat til U18 DM. Blandt andet har Thisted Kommune bidraget til en styrkelse af pigefodbolden, hvilket har haft positiv indflydelse på udviklingen i FC Thy, ifølge Bent Andersen:
”Vi har gennem de sidste 3 år haft vores eget teknik- og kompetencecenter under ledelse af Jannik Riis, som er talentudviklingsansvarlig i FC THY Piger og sidste år udvidede vi vores talentarbejde med et mini målmandsakademi for piger i alderen 9-12 år. Fra i år har Thisted Kommune også støttet op om en ekstra satsning på pigefodbold i hele kommunen. De har kørt et projekt med titlen ’All in for Pigefodbold’, som er kompetencetræning rundt om i Thy. Det er Thisted Kommune, der støtter projektet, men FC THY Piger der udfører arbejdet og det har indtil nu været en stor succes.”
Men selvom FC Thy har gjort en stor indsats for at blive parat til U18 DM, så er klubben ikke i tvivl om, at det bliver en stor udfordring at spille U18 DM:
” Det bliver en stor mundfuld for os, fordi alle de andre klubber i U18 DM har stor erfaring som licensklub. Vi går derfor seriøst og ydmygt til opgaven. Vi vil arbejde hårdt i hverdagen og vise fodbold-Danmark, at i kan regne med vestenvinden fra Thy. Med licensen følger et økonomisk tilskud fra DBU på 110.000 kr. årligt og det er penge, som vi vil bruge på at højne træningsmiljøet endnu mere i FC THY.”