Torsdag den 15. Juni bliver landets første fodboldakademi for kvinder indviet i Hjørring. Akademiet skal gøre det lettere for piger at investere i en fremtid som fodboldspiller og samtidig tage en uddannelse.
Af Solveig Valbjørn
Storklubben Fortuna Hjørring har siden september 2016 arbejdet på at opføre landets første fodboldakademi for kvinder. Akademiet skal hjælpe unge piger med at kombinere elitefodbold og ungdomsuddannelse, og de første piger har allerede meldt sig til akademiet:
“Hovedformålet med den nye bygning er altså at give plads til at drive fodboldakademi for kvinder. I første omgang tager akademiet imod 20 piger, der virkelig vil investere i en fremtid, som fodboldspillere,” lyder det fra Fortuna Hjørring på deres egen hjemmeside.
På hjemmesiden fremgår det også, at akademiet har 1. klasses fysiske rammer og højt uddannede trænere.
Bygningen, som har kostet omkring 13 millioner kroner, rummer 14 fleksible lejligheder, som hver har plads til 2-4 personer, samt tre større lejligheder, der kan huse op til 6 personer. Udover at skulle huse fodboldpiger, skal bygningen også bruges til udøvere der er på træningslejr eller lignende i Hjørring.
Torsdag den 15. Juni kan Hjørrings borgmester Arne Boelt sammen med Fortuna Hjørrings formand og direktør i Dana Cup, Jette Andersen, klippe snoren over og dermed indvie Danmarks første fodboldakademi for kvinder.