Fortuna Hjørring fisker endnu et ungt stortalent

0
1632

Oven på en sæson hvor både pokalen og mesterskabet glippede, er Fortuna Hjørring i gang med at opruste truppen. Denne gang har de fået fingre i 18-årige Agnete Nielsen fra BSF.

Af Sophie Lysholt

Fortuna Hjørring har allerede skrevet kontrakter med unge spillere som Sofie Karsberg fra Odense Q og Ida Guldager og Sara Thrige fra Kolding, og nu har de således også fået papir på det unge offensive talent Agnete Nielsen. Hun bytter efter sommerferien BSF og København ud med Fortuna Hjørring og det nye fodboldakademi.

”Jeg glæder mig helt vildt meget. Da jeg var til prøvetræning deroppe, mærkede jeg virkelig, at Fortuna Hjørring er én stor familie.”

Agnete Nielsen er 18 år, har spillet 18 u-landskampe og er en fast del af u19-landsholdet. Hun er også lynhurtig og målfarlig, og det er noget af det, Fortuna er faldet for. Om det er nok til en fast plads i startopstilling vil Agnete Nielsen ikke spå om, men det er heller ikke det afgørende i første omgang.

”Jeg håber at blive skiftet ind i nogle af kampene, men jeg vil også rigtig gerne bare bruge tiden til at udvikle mig, og så fører det måske til spilletid.”

Da Agnete Nielsen kiggede væk fra BSF, havde hun både Fortuna og Brøndby i kikkerten. Hun valgte dog naboklubben Brøndby fra, fordi faciliteterne, akademiet og setuppet i Fortuna trak for meget. Også selvom det betyder, at der er længere hjem til mor og far på Sjælland.

”I Fortuna har de virkelig det hele, og det er fedt. Men den største udfordring bliver helt klart at skifte skole, og at jeg skal stå helt på egne ben uden mine forældre.

Mens Fortuna henter nye spillere til truppen, så mister de hos rivalerne fra Brøndby. Her har både Katrine Veje, Mie Leth Jans, Simone Boye og målmand Amanda Brunholt valgt at søge videre.