OdenseQ klar til endnu en sæson i 3F Ligaen

0
1002

I sidste uge sikrede Varde sig oprykning til 3F Ligaen, og lørdag blev det slået definitivt fast, at OdenseQ får den anden oprykningsplads fra Kvalifikationsligaen.

Pladsen var så godt som sikret på forhånd, og med en 2-0 sejr hjemme over Varde fik OdenseQ understreget, at de har fortjent endnu en sæson i landets bedste række.

”Det var lidt en sommerkamp. Man kunne godt se, at Varde ikke havde så meget at spille for. Jeg er tilfreds med vores egen indsats og tilfreds med, at vi holder nullet,” sagde OdenseQ-træner Jakob Pavar efter kampen.

Hjemmeholdet producerede et hav af chancer og samtidig gjorde især Line Kudsk en stærk figur i forsvaret.

”Jeg er egentlig godt tilfreds. Jeg synes det er fortjent, vi er rykket op. Vi er glade for at sikre oprykningen, men vi ved også, at der ligger et meget hårdt stykke arbejde foran os. Så der skal arbejdes i kulissen frem mod efterårssæsonen,” siger Jakob Pavar.