Sønderjyske har haft en hård sæson i kvalifikationsligaen, men det har ikke sat en stopper for 16-årige Sophia Husted, der har været en af holdets profiler. Hun har nemlig formået at imponere trænerne i Varde så meget, at de nu henter den unge spiller til 3F-mandskabet.
Af Sophie Lysholt
Med kun ét point og ni mål på ti kampe kan man roligt sige, at det ikke har været Sønderjyskes sæson. Alligevel har den unge offensive Sønderjyske-spiller Sophia Husted gjort sig positivt bemærket i Varde, endda så meget, at de for nogle uger siden ringede og spurgte, om hun havde lyst til at blive en del af 3F-truppen.
”Jeg tænkte bare, wow, da de ringede, for det er jo egentlig ret vildt at skulle spille. Jeg er jo kun 16 år, og jeg havde slet ikke troet, at det ville ske allerede nu,” forklarer Sophia Husted.
Varde er netop rykket tilbage i landets bedste række efter et halvt år i kvalifikationsligaen, og de er ved at sammensætte truppen til næste sæson. Holdet tæller også unge profiler som Frida Pedersen og Solveig Andersen, og Sophia Husted er da også godt klar over, at der bliver kamp om pladserne.
”Jeg var til et møde med klubben, og de har en helt klar plan om, hvad de vil med mig. I starten skal jeg nok ikke forvente så meget spilletid, men de har ikke bare hentet mig, for at jeg skal sidde på bænken,” siger Husted.
Hun går til daglig på efterskole i Vojens, men når det slutter i denne her uge, venter en sommerferie, inden hun starter på handelsskolen i Esbjerg og til træning i hendes nye klub, Varde IF. Sophia Husted håber, at klubskiftet bliver springbrættet til at opnå de helt store drømme.
”Jeg har været til én landsholdssamling, og min drøm er at komme med igen. Og når jeg er færdig med handelsskolen, så vil jeg også gerne til USA og spille fodbold.”