Romalt IF sørger for guld til Randers

0
2483

Den lokale fodboldklub i bydelen Romalt i Randers har i forårssæsonen sørget for guldmedaljer til Randers. Det er i foråret blevet til to jyske mesterskabstitler i U18 Vest rækken og U13 rækken.

Af Andrea Signe Trolle

Det er ikke alle mindre lokale klubber, som kan prale af to mesterskabstitler inden for samme sæson. Men en klub der kan, er midtjyske Romalt IF. Klubben har i denne forårssæson vundet U18 Vest rækken, men også U13 mesterrækken blev vundet af klubbens U13 hold, som er et samarbejde mellem Romalt IF og Assentoft. Det er også blevet til sølvmedaljer til Romalt IF. I forårssæsonen kæmpede klubbens U14 hold sig til andenpladsen i U14 pige mesterrækken.

Romalt IF er en lokal klub, som ligger omkring 6 km. sydøst fra Randers centrum. Klubben arbejder hårdt på at udvikle sin pigefodboldafdeling, så flere midtjyske piger kan have det sjovt med at spille fodbold i Romalt – og når der så også kommer medaljer med i spil, er de meget glade og tilfredse i Romalt, ifølge bestyrelsesformand Rita Nøddelund:

”I Romalt IF har vi sammen med samarbejdende klubber stort fokus på udvikling af ungdomsfodbolden for piger. Vi arbejder ud fra en målsætning om, at det for vores børn og unge først og fremmest skal være sjovt at spille fodbold og danne sociale relationer. Dette kombineret med en stab af dygtige trænere og spillere samt frivillige omkring holdene skaber resultater. Indsatsen har båret frugt i dette forår, hvor det er blevet til to Jysk Mester titler til klubben.”, fortæller Rita Nøddelund til FODBOLD FOR PIGER.