For den lokale U-landsholdsspiller Cecilie Winther Johansen er glæden ved fodbold det vigtigste drive. Efter et år på ISI Idrætsefterskole og U18-ligafodbold i Vildbjerg SF er glæden blevet kombineret med både fodbold- og personlig udvikling. Og ikke mindst en plads i bruttotruppen på det danske U19-landshold for den talentfulde midtjyske fodboldpige
Fodbold har hele livet ligget til højrebenet for 17-årige Cecilie Winther Johansen fra Ikast. Efter et efterskoleår på den lokale idrætsefterskole ISI er hun klar til at drible videre over gaden og blive del af Sportstar College Ikast-Brande. Her kan Cecilie Winther Johansen fortsætte med morgentræning, mens hun til august begynder som STX-elev på Ikast-Brande Gymnasium. I samråd med sin klub, Vildbjerg SF, skal hun desuden snuse til 1. divisionskampe i VSF, mens det unge talent også får koblet jævnlig træning i en 3F-ligaklub på sit ugentlige program.
Alt det indgår som et vigtigt fundament for Cecilie Winther Johansens ambitiøse målsætning om på sigt at blive professionel fodboldspiller. Gerne i USA eller Tyskland og med en studentereksamen i bagagen. Eller rettere sagt: ”Jeg drømmer om at kunne leve af fodbolden”, lyder hendes eget ordvalg, sagt med et forsigtigt smil. Som om det vil være at jinx’e sin egen drøm at tage ordet ”professionel” i munden.
Men drømmen om at blive professionel er klar og langt fra ny. Den lå i baghovedet, da hun allerede i 7. kl. skiftede sin folkeskoleklasse i Ikast ud med eliteidrætsklasse på Sønderager i Herning.
– Lige fra begyndelsen har jeg været vild med morgentræning, så afstanden til skolen i Herning betød ikke noget for mig. Jeg er vild med at spille fodbold, og det har indtil videre været min største inspiration.
Efterskolen gav tid til flere træningpas
Netop ønsket om mere fodboldtræning var også grunden til, at Cecilie Winther Johansen valgte at gå i 10. kl. på ISI Idrætsefterskole.
– Her blev min hverdag med fodbold meget nemmere. Morgentræningen er foregået på den anden side af vejen, og med fire morgentræninger om ugen har jeg haft tid til at nørde fodbold og finpudse individuelle tekniske detaljer. Det er der sjældent tid til under træninger i klubben eller på U-landsholdene. På ISI lå mit værelse tyve skridt fra klasseværelset, og så har efterskolen et fint styrketræningsrum. Når det er så nemt og lige ved hånden, er der ingen undskyldning for ikke at styrketræne, siger hun – igen med et smil på læben.
På ISI Idrætsefterskole spiller eleverne desuden på klubhold – de fleste lokalt på midtjyske hold. På den måde bevarede Cecilie Winther Johansen sin tilknytning til U18-DM holdet i Vildbjerg:
– I årets løb udviklede flere af mine efterskolekammerater på fodboldlinjen sig til at spille med på DM-holdet i Vildbjerg. I foråret var vi seks ISI-piger på DM-holdet, så vi kunne følges ad til træning, og til træninger blev vi hentet og kørt tilbage sammen. På den måde blev også klubtræningen nemmere og sjovere.
Plads til venner og socialt liv
Som om det ikke var fodbold og træning nok, passede Cecilie Winther Johansen i løbet af efterskoleåret også U-landsholdstræninger og -kampe.
– Men netop fordi min hverdag på efterskolen hang så godt sammen, har det hele givet plads til, at jeg også har tid til at blive en del af fællesskabet med de øvrige efterskoleelever. Det har været fedt at have tid til venner, fordi vi har boet så tæt sammen. Det har jeg stort set aldrig haft tid til før, så det har været en både ny og stor oplevelse for mig personligt at få med. Fællesskabet på skolen bliver også stærkere af, at alle andre også bruger meget tid på deres sport.
Den nye inspiration omsatte Cecilie Winther Johansen til fodboldinspiration – til træning og på banen:
– Overskuddet tidsmæssigt og personligt har betydet, at jeg også begyndte at koble nye sider på min træning. I løbet af mit ISI-år er jeg begyndt at tage mere ansvar for min egen udvikling som spiller. I dag bruger jeg udviklingsmetoder som at skrive dagbog efter træning og kamp. For at notere og tænke over, hvad der gik godt og hvad, der gik galt – og hvorfor. Det har gjort det lettere for mig for eksempel at komme videre efter et nederlag.
Ros fra trænerne
Og den udvikling er også bemærket i fodboldmiljøet omkring hende. Blandt andet har den foreløbig givet en plads i bruttotruppen på U19-landsholdet efter to sæsoner med gode kampe for U17-landsholdet. Og ikke mindst ros fra hendes trænere:
– Cecilie er blevet en mere komplet fodboldspiller. Hun har nu modet, lysten og humøret til at trække holdkammeraterne op og med i træningen. Samtidig virker hun afklaret; mere målrettet og beslutsom, og det smitter af på banen, hvor hun faktuelt i den overståede sæson har været kampafgørende for os – især i forårskampene. Og så er hendes humør og tydelige glæde ved at spille fodbold altid en inspiration. I omklædningsrummet, til træning og i kamp, siger U18 DM-cheftræner Kenneth Pedersen, Vildbjerg SF, der samtidig glæder sig over, at hans hold sluttede med en flot bronzemedalje i U18 DM-ligaen.
Også pigefodboldtræner på ISI, Mads Løvig, har oplevet en tydelig udvikling:
– Cecilie er gået forrest og har taget ansvar for at højne niveauet til træningerne gennem hele året. Og så smitter hendes spontane glæde ved fodbold automatisk af på hele fodboldlinjen. På den måde har hun været med til at højne niveauet til morgentræningerne og dermed også individuelt for en række af de øvrige fodboldpiger på efterskolen. Dette til gensidig stor glæde – som også er en vigtig del af fællesskabet her på skolen.
Stærkt pigefodbold collegemiljø
Nu glæder Cecilie Winther Johansen til næste skridt på vejen – som konkret ikke er så langt, når morgentræningen i gymnasietiden rykker over på Sportsstar College, som ligesom efterskolen holder til på Hagelskærvej i den nordlige del af Ikast. Her har pigefodboldmiljøet i løbet af de seneste år udviklet sig eksplosivt.
– Vi er en stærk gruppe af pigefodboldspillere med flere landsholdsspillere. Jeg tror, vi som gruppe kan udfordre og inspirere hinanden hver gang til træning, siger Cecilie Winther Johansen, der flytter hjem igen til sine forældre, mens hun stadig er del af collegemiljøet i Ikast.
– Jeg har oplevet, at en del fodboldpiger falder fra, når de begynder på gymnasiet, fordi det er svært at få både skole og sport til at passe sammen. Her er college og gymnasiet enige om at skabe en ramme, så der er plads til ambitioner begge steder. Og så ligger det hele stadig samlet på et overskueligt område – det tager mindre end ti minutter at cykle fra morgentræning til skolen. Det er et unikt pigefodboldmiljø, hvis man vil udvikle sig – og bevare lysten.
Og dermed også glæden ved fodboldspillet, som Cecilie Winther Johansen slet ikke kan skjule.