Lørdag vandt Fortuna Hjørring 2-1 hjemme over KoldingQ i 3F Ligaen, men allerede inden kampen gik i gang, blev der jublet på stadion. Fortuna Hjørring benyttede nemlig sæsonens første hjemmekamp til at hylde de spillere fra de to hold, der var en del af landsholdet, der hentede sølv ved EM i Holland for to uger siden.
Seks spillere fik overrakt blomster inden kampstart, hhv. Line S. Jensen, som i dag spiller i Washington Spirit men er tidligere Fortuna-anfører, de fire Fortuna-spillere Sarah Dyrehauge, Frederikke Thøgersen, Luna Gevitz og Maria Christensen samt Stina Lykke fra KoldingQ.
Frederikke Thøgersen kvitterede for hyldesten med en scoring 14. minutter inde i kampen, hvor hun udlignede til 1-1, kort efter at Sofie Ris havde bragt gæsterne foran 0-1. Derefter skulle kampen helt hen til det 89. minut, hvor Fortunas stærke serber Nevena Damjanovic scorede til slutresultatet 2-1.