Pernille Harder: Vi tager kampen for de kommende landsholdsspillere

0
1351
Pernille Harder i aktion or Linköpings FC, som hun blev mestre med i 2016. Foto: Steen Trolle

“Vi tager den her kamp for de unge spillere, som er landsholdets fremtid,” siger landsholdsanfører Pernille Harder om konflikten mellem DBU og spillerforeningen.

Af Solveig Valbjørn

DBU og kvindelandsholdet/Spillerforeningen har forhandlet om en ny aftale for kvindelandsholdet i månedsvis, men konflikten fortsætter, da begge parter nægter at give sig. Konflikten har blandt andet betydet, at DBU valgte at aflyse den udsolgte revanchekamp fredag aften mellem Danmark og EM-guldvinderne fra Holland, og det har nu fået anfører Pernille Harder til tasterne.

Harder har nemlig delt en video på sin egen facebookside, hvor hun sætter ord på sine tanker omkring konflikten:

“Jeg er super ærgerlig over, at jeg sidder og laver den her video og at det er nået så langt. I undrer jer sikkert over, hvorfor vi tager den her kamp. Vi tager den for de tidligere landsholdsspillere, der startede med at tage den her kamp. Så tager vi den for os selv, og så tager vi den frem for alt for de unge spillere, som er landsholdets fremtid,” siger Pernille Harder i videoen.

Hun understreger også, at Spillerforeningens krav til DBU langt fra bunder i et ønske om at blive rig, men om at alle på landsholdet skal have tiden til at få hverdagen til at hænge sammen for at kunne fokusere 100% på fodbolden:

“Hvad er det så for en kamp vi tager? Det vi kræver fra DBU er nogle forudsætninger for, at vi kan blive bedre fodboldspillere. Det handler ikke om at blive rig, og det handler heller ikke om store beløb, nej det handler om at vi ikke skal have et fuldtidsarbejde ved siden af fodbolden.”

“Er i klar, DBU?”

Til sidst fortæller Harder, at hun indtil videre ikke er tilfreds med DBU, men at hun tror og håber på, at det kan ændre sig fremover:

“Jeg ville ønske at mit forbund viste vejen for de værdier der er i det danske samfund. Desværre er det ikke det forbund jeg har set til forhandlingerne endnu, men jeg håber selvfølgelig det kommer, for der er altid mulighed for forandring, ” siger Harder, og spørger til sidst:

“Jeg vil egentlig bare sige, at vi som spillere er klar til at give alt på træningsbanen og alt for vi kan opnå vores ambitioner. Så er spørgsmålet bare om i er det DBU. Det håber jeg,” afslutter Harder.

Se hele videoen på Pernille Harders facebookside ved at klikke her.