”Et selvmål for begge parter”. ”En katastrofe for kvindefodbolden”. Reaktionerne er skarpe i medierne fra fodboldeksperter og trænere, efter at konflikten mellem DBU og Kvindelandsholdet/Spillerforeningen tirsdag førte til, at DBU valgte at aflyse den totalt udsolgte revanchekamp på fredag mellem Danmark og EM-guldvinderne fra Holland.
De to parter har i månedsvis forhandlet om en ny aftale for kvindelandsholdet. Men søndag brød forhandlingerne sammen og mandag valgte spillerne af boykotte en træningssamling, hvorefter DBU tirsdag valgte at aflyse fredagens landskamp på Casa Arena i Horsens.
FODBOLD FOR PIGER har samlet en række reaktioner i medierne på aflysningen og konflikten:
Nils Nielsen: Spillerne er dårligt vejledt
Til Jyllands-Posten siger den nu tidligere landstræner Nils Nielsen, der stod i spidsen for landsholdet under EM-slutrunden, at spillerne efter hans opfattelse er blevet dårligt vejledt, når de blander det sportslige sammen med forhandlingerne om nye vilkår:
”Jeg kan ikke forstå, at man rådgiver spillerne til at blande det sportslige ind i dette her, for det er de helt forkerte, der bliver ramt. Den anseelse, vi har i udlandet, bliver ramt med en aflysning. Det kan vi leve med, men hvis en VM-kvalifikationskamp i næste uge bliver ramt, er det håbløs vejledning, som spillerne har fået i denne sag,« siger Nils Nielsen.
Han kan godt forstå, at spillerne vil have bedre vilkår, men siger:
»DBU og Spillerforeningen bruger pigerne i en kamp, der slet ikke handler om landsholdet. Den handler om noget, der skal ske længere fremme i tiden. DBU er nødt til at sætte foden ned. Jeg synes, der er blevet spillet højt spil, og så har DBU bremset op. Det kan jeg godt forstå (…) Jeg kan godt forstå, at spillerne vil have bedre vilkår, for det er nødvendigt for at holde vores høje niveau. Men man kan ikke nødvendigvis få hele lagkagen på en gang. Måske skal man nøjes med et stykke ad gangen og se, hvor meget, man kan spise,” siger han til Jyllands-Posten.
Fodboldekspert: Aflysning kan få katastrofale følger
I Ekstra Bladet siger DRs fodboldekspert Arnela Muminovic, at aflysningen af landskampen kan få fatale konsekvenser:
”Sportsligt betyder det enormt meget efter så stor en præstation. Danmark spillede jo over evne til EM, og derfor laver man også en hyldestkamp. For første gang tager man penge for en kvindekamp, så DBU rider videre på bølgen og har udsolgt,” siger hun.
Arnela Muminovic vil ikke vælge side i konflikten men hun forstår godt spillernes ønsket om bedre vilkår.
”Formand for DBU Jesper Møller sagde efter EM, at nu ville de blive en del af toppen i kvindefodbold. Det harmonerer ikke med, hvad de får i øjeblikket. Så jeg kan godt forstå, at de vil have bedre vilkår”.
Henrik Liniger: Et selvmål af den anden verden
Hendes kollega i kommentarboksen under EM-slutrunden, Henrik Liniger, kalder situationen for et kæmpe selvmål for dansk kvindefodbold
”Set ud fra et dansk fodboldpublikums synsvinkel, så er det her et selvmål af en anden verden fra begge parters side. Opgøret mod Holland var den største venskabskamp i dansk kvindefodbolds historie – et fyldt stadion og en kæmpemæssig fodboldfest, og den fest er nu smidt på gulvet,” siger Henrik Liniger til dr.dk.
Han er spændt på at se, om spillernes sammenhold kan stå distancen:
”Nu bliver det interessant at se, hvad der sker blandt spillerne. Den her beslutning fra DBU lægger maksimalt pres på spillerne, der går glip af en kæmpe fodboldoplevelse. Så deres solidaritet bliver også sat på en prøve – foreløbig virker det dog som om, at sammenholdet i spillertruppen er intakt”.
Sportsøkonom: For få penge i kvindefodbold
Sportsøkonom Kenneth Cortsen siger til Berlingske, at det er for risikabelt for DBU at øge investeringerne i kvindelandsholdet lige nu. DBU bruger pt. 16-18 mio. kroner på kvindefodbold, men indtægterne er minimale, og derfor har unionen endnu ikke råd til at øge betalingen til spillerne markant, siger han:
»Det, der skal løfte kvindefodbold, er kontinuerlig succes. Det vil sige, at de skal klare sig godt over længere tid. Derfor er det ikke nok, at kvindelandsholdet klarer sig godt i en slutrunde. Der skal over tid opbygges en succeshistorie, som får interessenter – altså fans, medier og sponsorer – til at investere i kvindefodbold over længere tidshorisonter. Vi ved, at der ikke er TV-rettighedspenge i kvindefodbold, og vi kender ikke beløbet for kvindelandsholdets sponsorkontrakter, så uden at kende alle detaljer i konflikten med DBU er det fornuftigt ikke at bruge alle pengene på spillerne på én gang og gemme en buffer til talentudvikling og fremtidig investering i sporten”.
KoldingQ-formand: Katastrofe for kvindefodbold
I 3F ligaen følges konflikten selvsagt tæt og her reaktionerne blandede hos klubledelse og trænere. KoldingQs formand Niels Sterndorff kalder situationen en katastrofe for dansk kvindefodbold og skyder på DBU
”Jeg synes, det er frygtelig ærgerligt, at DBU ikke under de her piger, som gør det fantastisk og ikke har samme økonomiske muligheder som herrerne, at de får en ordentlig aftale og bliver aflønnet bare nogenlunde fair. Det er håndteret så pinagtigt og amatøragtigt, at det skriger til himmelen. Nu har DBU endelig chancen for at skabe et fantastisk brand omkring vores kvindefodbold efter en fantastisk indsats ved EM. Det vil man ikke belønne, og det, synes jeg, er direkte utilstedeligt,” siger han til DR-sporten.
Fortuna-træner: Skidt for begge parter
Fortuna Hjørrings cheftræner Brian Sørensen ærgrer sig også:
Det er meget uheldigt, at det er kommet så vidt. Det, tror jeg, hverken spillerne eller DBU havde regnet med. Men når man stiller ultimative krav, så må man også være klar til at tage den fulde konsekvens. Det er skidt for begge parter ovenpå al den positive opmærksomhed, der har været,” siger Brian Sørensen til DR Sporten.