I Sengeløse Fodbold har man ikke haft et pigehold i over 15 år, men nu ser det anderledes ud. På fire år har klubben fået over 40 pigespillere fordelt på fire årgange hvoraf tre hold ligger i A-rækken. Forstår du den nu? Læs mere om træner Jacob Harris projekt her:
Af Solveig Valbjørn
“I 2013 sagde min dengang 4-årige datter til mig, at hun gerne ville gå til fodbold. Jeg forhørte mig i den lokale klub Sengeløse om de havde et hold, som hun kunne starte på. Det havde de ikke, men jeg var velkommen til at starte et hold op,” fortæller Jacob Harris, som nu er træner et af holdene i Sengeløse.
Og det gjorde han så. Jacob og datteren Emma begyndte nemlig at sætte sedler op i byens to børnehaver for at reklamere for det nystartede fodboldhold i Sengeløse Fodbold hvor både drenge og piger var velkomne:
“Til første træning kom to piger og 4 drenge og efter en måned var der 8 drenge og 3 piger på holdet. Træningen var sat om fredagen kl. 15-16 og det var svært for alle at nå at komme til træning der. Derfor aftalte jeg med børnehaven og forældrene at jeg kunne hente børnene og tage dem med til træning,” siger Jacob.
På den måde blev det planlagt sådan, at børnehaverne gjorde børnene klar til når Jacob kom og hentede dem for at bringe dem til fodboldtræning. I Sengeløse rygtedes det hurtigt, at der var henteordning, og på tolv måneder var der pludselig seks piger og atten drenge på holdet.
Holdet var derfor efterhånden ligesom de andre hold i Sengeløse – et drengehold med piger på. Men selvom piger syntes det var sjovt at spille sammen med drengene, så gav de udtryk for at de gerne ville spille imod andre pigehold:
“Jeg begyndte målrettet at invitere byens piger ved at lægge en invitation på deres plads i børnehaven og i SFO’en hos pigerne i årgangene 2009-2008, og så lavede jeg også den samme hente-aftale med SFO’en, som jeg havde haft med børnehaven. Efter seks måneder havde alle byens børn i de årgange prøvet fodbold og femten gik nu fast til fodbold,” fortæller Jacob, og fortsætter:
“Vi var nu så mange piger, at jeg i efteråret 2015 besluttede at dele holdet op, og lave et rent pigehold med henblik på at lave en fodboldkultur for piger – og pigerne elsker det.”
I og omkring Sengeløse rygtedes det, at Sengeløse Fodbold nu havde pigefodbold, og derfor fik klubben mange henvendelser fra piger i hele kommunen. Egentlig var det kun Taastrup FC og Sengeløse, der havde pigehold i de årgange, og af den grund fik Jacob idéen til at invitere piger fra nabobyerne Fløng, Hedehusene og Reerslev. Derudover fik han også lavet en aftale med Charlotteager Skolen om at implementere pigefodboldtræning i skoletiden – og det gav pote:
“Det gav en del flere piger til klubben og i 2016/2017 eksploderede tilgangen. 26 nye spillere kom til klubben på det opsøgende arbejde som tog 6 måneder. Vi har nu atten spillere fra årgang 2008, tolv fra årgang 2009, otte fra årgang 2010 og syv fra årgang 2011,” lyder det fra Jacob, der til sidst fastslår:
“Når man har en bredde og en sund kultur hvor pigefodbold er i centrum, så får man også nogle piger som går op i det og bliver dygtige, en af grundene til at vores begår sig ganske fint i A rækken med 2008, 2009 og 2010,” afslutter Jacob Harris.