Christina Hattens: Mine spillere lærer at tænke selv

0
2557

Christina Hattens er kun 19 år, men hun er allerede nået langt i sin trænerkarriere. For et år siden fik hun B-Licens og nu står hun i spidsen for FC Damsøs succesfulde U15-hold, der netop har vundet rækken med maksimumpoint – men Christina drømmer om at nå endnu længere som træner:

Af Solveig Valbjørn 

Christina Hattens startede til fodbold da hun var seks år gammel, og siden har hun blandt andet spillet i BSF og også været en del af U16-landsholdets bruttotrup. Men efter længerevarende og tilbagevendende lyskeproblemer, sagde kroppen stop. Udover lyskeskaden, fik Cristina også en skade i foden og en skulderskade og det fik hende til at overveje, om hun skulle fortsætte med at spille fodbold:

”Jeg måtte erkende, at min krop ikke var klar til at træne det, der skulle til, for at komme tilbage på de andres niveau. Helt bogstaveligt talt betød det, at mit hoved ville noget andet end kroppen, så for at blive i fodboldverden så jeg det som et naturligt valg at blive træner,” fortæller hun.

Christina kontaktede sin tidligere klub HIK, og fik ansvaret for en gruppe piger i alderen 6-10 år, mens hun tog første led i DBUs træneruddannelse – og det gav den unge træner blod på tanden i forhold til trænergerningen:

”Jeg fandt ud af, hvad og hvor jeg ville udvikle mig som træner. Hos HIK fandt jeg også ud af, at jeg gerne ville have nogle ældre spillere, som var motiveret for at blive bedre. Jeg fik mulighed for at blive assistent træner for det daværende U16 pigehold i BSF. I efteråret 2016 tog jeg på B2 uddannelsen og fik i december måned en B-licens.”, siger Christina.

Hele tre spillere fra Christina Hattens U15-hold er udtaget til DBUs U14-talentcenter. Foto: FC Damsø

Høje ambitioner og en godkendt efterårssæson

Som assistenttræner for U16-holdet i BSF fik Christina en masse ansvar og plads til at udvikle sig som træner. Det resulterede i, at hun gerne ville have sit eget 11-mandshold.

Det fik hun muligheden for i FC Damsø, hvor hun nu har været cheftræner for U15-holdet i snart et halvt år – og det er gået over alle forventninger. Holdet har nemlig netop vundet deres række efter at have sejret i samtlige kampe og dermed endt med maksimumpoint og en imponerende målscorer på 47-9. Christina fortæller, at hun har været enormt glad for skiftet, men at hun på sigt har endnu højere ambitioner:

”Jeg har ambitioner om at få en A-licens og måske endda senere en Pro-licens, hvilket forhåbentligt er ensbetydende med, at jeg en dag kan få lov at træne nogle af de store hold.”, siger Christina.

U15-pigerne er glade for at have en træner som de kan spejle sig i. Foto: FC Damsø

Spillerne skal kunne træffe egne beslutninger

På trods af Christina kun har været cheftræner i et halvt år, så har hun allerede en klar idé om, hvordan hun kan udvikle sine spillere mest muligt:

”Som træner prioriterer jeg at udvikle spillerne samtidig med at spillerne har en indsigt i deres udvikling. Det betyder, at jeg er i løbende dialog med spillerne og fortæller dem om mine tanker, samtidig med at jeg hører på, hvad de tænker omkring deres eget spil. Derudover prioriterer jeg at spillerne lærer at tænke selv og selv kunne træffe egne beslutninger ud fra de værktøjer jeg har givet dem,” fortæller Christina, og fortsætter:

”En træning sammen med mig består derfor af en del spørgsmål til spillerne. Så kan de se en mening med det vi træner, samtidig med de selv er med til at finde svarene på de udfordringer og situationer, der opstår.”

Christina Hattens er glad for hun valgte at lægge fodboldstøvlerne på hylden og i stedet satse på trænergerningen, selvom det var en utrolig svær beslutning. Da hun selv spillede, var det især konkurrenceelementet og dét at se resultater efter de mange træningstimer, der drev hende – og denne følelse kan hun også opnå, når hun i dag står på den anden side af linjen:

”Der er flere ting, der er fedt ved at være træner. Først og fremmest er jeg et kæmpe konkurrencemenneske og elsker at vinde og så er jeg vild med at se resultater på det arbejde jeg laver. Det betyder, at det for mig er en succes hver gang jeg har arbejdet med en enkel spiller eller hele holdet og så efterfølgende kan se en ændring. Det behøver nødvendigvis ikke altid at være en stor ændring i første omgang, men bare det at jeg kan se at spillerne begynder at tænke over de ting vi har snakket om er en fremgang.” siger Christina, og afslutter:

”Sidst men ikke mindst er trænerjobbet også med til at lære mig nogle helt basale ting, som jeg også kan bruge i det almindelige arbejdsliv. For eksempel giver det meget at tage et stort ansvar for en større gruppe og skulle træffe beslutninger.”