Lørdag aften spillede U19-landsholdet den anden ud af to venskabskampe mod Schweiz. Det blev til endnu en dansk sejr med slutresultatet 1-0 til Danmark på mål af Sarah Jankovska. Læs mere om kampen her:
Af Andrea Signe Trolle
Det blev til endnu en dansk sejr lørdag aften, da U19-landsholdet tog imod Schweiz i den anden ud af to venskabskampe, som er blevet afholdt i efterårsferien. Onsdag aften var de to U19-landshold også mødtes og der var det blevet til en 6-2 sejr til Danmark. Lørdagens opgør blev til gengæld ikke ligeså målrig, men heldigvis var det igen de danske piger, som trak det længste strå.
Startfløjtet til lørdagens opgør lød klokken 18.30 på JYSK Park i Silkeborg og inden pausefløjtet havde Danmarks midtbanetalent fra BSF, Sarah Jankovska, sendt Danmark i front med sit mål til 1-0. Anden halvleg blev en målløs affære, men det betød til gengæld, at danskerne kunne gå fra banen med en sejr på 1-0.
Der er derfor kun tilbage at ønske U19-landsholdet stort tillykke med de to sejre over Schweiz!